Først var borgmester Sofia Osmani måbende over, at Beskæftigelsesministeriet og ministeren fulgte den lov, Konservative vedtog, da de sad i regering med Venstre.
Loven betyder, ministeriet skal kontakte kommunen, hvis kommunen ikke overholder loven om antal jobsamtaler.
Nu er fokus flyttet til, at borgmesteren foretrækker, at kommunen mere måles på indholdet i samtalerne. Det sidste er ret svært at måle og helt umuligt, hvis kommunen ikke holder samtalen.
Jeg mener ikke, man skal adskille kvantitet og kvalitet. Hvis den tilgang gjaldt ledelsen af alle områder i kommunen, betyder det for eksempel i hjemmeplejen, at det ikke er vigtigt, man altid kom som aftalt, bare plejen er god. Og hvordan ved borgmesteren, at indholdet af jobsamtalerne er kvalitet, når hun ikke ved, hvorfor de lovpligtige samtaler ikke er holdt? Kommunens ledelse af hjemmeplejen har fået gentagende kritik af tilsynet, selv om borgmesteren troede, det fungerede godt.
I sit svar til mig fremhæver borgmester Sofia Osmani, jeg er socialdemokrat. Det er ikke nogen hemmelighed. Det har jeg været i 35 år. Jeg er ikke valgt til kommunalbestyrelsen eller er formand, og er derfor ikke talsperson.
For mig handler det om service overfor borgerne. Borgmesteren er talsperson for kommunen og får et medansvar, når loven ikke holdes. Også når det er ledige der rammes. Kommunen er for alle.