Mørkøvs »museumsbrugs« er flyttet fra kælderen i Dagli'Brugsen og til magasinbygningen bag Købmandsgården i Mørkøv.
De nye (gamle) lokaler der nu danner rammen for datidens brugsforretning, er nu indrettet, så brugsens varer og effekter præsenteres endnu bedre end tidligere.
Butikken er indrettet i den fjerneste ende af magasinbygningen, der i sig selv fremstår med rustikt udseende i form af fritlagte bjælker og plankegulv, som man ser i bygninger fra »gamle dage«.
Åbner ved julemarkedet
Første gang man »åbner« Den Gamle Brugs i de nye rammer, bliver ved julemarkedet i Købmandsgården. Det afholdes den 22. og 23. november klokken 10-16. I den weekend starter julen i Mørkøv med masser af boder og hygge, samt salg af juletræer, gløgg og andet julegodt. Den Gamle Brugs vil, som tidligere, have salg af de populære sild (fra tønde) og andre specialvarer.
Det er meningen, at stedet skal køres som en forening, og der er planer om, at man skal kunne bruge bygningen til kulturelle formål, kunstudstillinger og lignende.
Hvis man vil være med til at drive stedet her, kan man frit henvende sig til borgerforeningen og melde sig.
- Vi spår en god og lys fremtid for stedet, og er meget opsatte på at få det til at fungere, siger Alex Christensen der er formand for borgerforeningen.
Lystænding med julemand
Juletemaet fortsætter med at Julemanden kommer til Mørkøv allerede lørdag den 29. november. I takt til musikken fra Holbæk Garden, vil han i hestevogn, køre foran alle de fremmødte børn og deres forældre. Med sig i vognen har han alle sine julebørn. De bliver blandt andet fulgt af heste og ryttere, og som noget nyt i år, har man besluttet at skrue hyggen ekstra op ved at uddele fakler til dem, som til fods vil følges med julemanden igennem Mørkøv.
Optoget starter ved Rosenvænget overfor jernbanen, og så vandres (køres) der ad Nyvej, forbi Dagli'Brugsen og ned igennem Hovedgaden til Købmandsgården, Hovedgaden 43.
Starten går klokken 10, og man forventer at være ved Købmandsgården omkring klokken 11.15-11.30.