Mariehøj 2 blev bedømt bevaringsværdig i selvsamme uger, hvor ejendommen blev solgt.
Det fremgår af en aktindsigt i sagen, som Frederiksborg Amts Avis har fået.
Imens Charlotte Bie havde en købsaftale til underskrivelse og det nye skøde blev sendt til tinglysning, gjorde kommunen klar til at undersøge den gamle vognmagerbolig på Mariehøj 2 i Nivå.
Charlotte Bie fik handlen tinglyst den 12. juni år, og den 17. juni i år blev ejendommen undersøgt udefra af en gruppe fagfolk og blev vurderet bevaringsværdig - uden at Charlotte Bie som køber havde mulighed for at sige fra.
Nu kan den ikke rives ned uden politisk godkendelse, og det giver en udfordring for planerne om at opføre en privatskole på stedet. Initiativtagerne bag planerne vurderer nemlig, at det bliver alt for dyrt at bevare den gamle bolig og håber i stedet at få lov til at bygge nyt.
Status i sagen er, at politikerne har bedt om en uvildig vurdering af ejendommens bevaringsværdi. Initiativtagerne ønsker at skabe en privatskole med navnet Per Gyrum Skolen på Mariehøj 2 og muligvis også nærliggende matrikler. Lokalplanen for området skal ændres, og det arbejde er sat i gang med politisk opbakning.
Læs mere om sagen i Frederiksborg Amts Avis torsdag den 6. november.
