HK-huset i Roskilde er blevet præmieret for facaderenoveringen, som blev færdig i foråret.
Det er Foreningen for Bygnings og Landskabskultur i Roskilde, der hvert år præmierer et vellykket renoveringsprojekt eller nybyggeri, og denne gang faldt valget på HK-Huset i Hersegade, der oprindeligt blev bygget som en biograf i 1971 af den lokale arkitekt Poul H. Hansen.
Biografen Scala lukkede i 1985, og derefter overtog HK bygningen, og en anden lokal arkitekt Niels Henning Johansen stod for ombygningen. Facaden blev ikke renoveret ved den lejlighed.
Det blev den til gengæld sidste år, hvor den grålige facade med de tunge lodrette betonbånd nu er afløst af et let og farverigt funkisinspireret udtryk.
Det er det lokale arkitektfirma Mangor & Nagel, der har stået for udformningen, mens Elindco og Dominia er henholdsvis entreprenør og ingeniør på projektet.
