750.000 kroner er tikket ind på kontoen hos Aaben Dans. Fondsmidlerne er blevet tildelt egnsteatret i Roskilde, der har indgået samarbejde med folkemusiktrioen Dreamers’ Cirkus om at skabe forestillingen ”De fortabte spillemænd”, baseret på den færøske forfatter William Heinesens roman af samme navn.
Der er premiere på ”De Fortabte Spillemænd” i Hal 9 på Musicon i Roskilde i september 2024. Det er Aaben Dans’ hidtil største satsning på en enkelt forestilling, og lykkeligvis har flere fonde valgt at støtte projektet gavmildt.
- Vi synes selv, at Dreamers’ Circus og Aaben Dans er lidt af et kunstnerisk dream team. Derfor er vi virkelig taknemmelige for, at fondene støtter så velvilligt op om projektet, siger teaterets direktør Lisbeth Klixbüll i en pressemeddelelse.
Statens Kunstfonds Tværæstetiske pulje og Augustinusfonden har hver tildelt spillemændene 350.000 kroner og William Hansen fonden 50.000 kroner, så med de samlet set 750.000 kroner udover Aaben Dans’ faste bevilling fra Roskilde Kommune, kan forestillingen nu produceres.
- Det bliver magisk at se den mægtige, grå betonhal på Musicon blive transformeret til et færøsk univers, siger Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder af Aaben Dans og fortsætter:
- Da violinisten Rune Tonsgaard Sørensen fra Dreamers’ Circus, der selv har færøske aner, kom med idéen om at skabe en forestilling sammen ud fra romanen, var jeg først lidt skeptisk - mit udtryk er jo bevægelse og ikke ord. Men da jeg så læste den og så, at den er opbygget som en symfoni i fire satser, kunne jeg se, at vi kan skabe et helt nyt format uden ord, hvor både musikere og dansere optræder på lige fod - som et slags band. Jeg sætter nok også publikum lidt i bevægelse.
Dreamers’ Cirkus komponerer musikken og spiller live til alle forestillingerne. Thomas Eisenhardt iscenesætter, denne gang flankeret af den prisbelønnede dramaturg Mette Kruse.
De fem dansere og de tre musikere i Dreamers’ Circus koreograferes til ét samlet udtryk, og den 90 meter lange betonstøbehal bliver omdannet til et Atlanterhavs-råt, dragende ø-univers med længsler og stærke følelser.
Forestillingen får premiere 14. september 2024 og spiller frem til 28. september. Billetsalget til ”De fortabte spillemænd” åbner 1. juni 2023, og billetter kan købes via Aabendans.dk
Aaben Dans vandt i 2022 en Reumert for årets danseforestilling med forestillingen “SPRÆKKER”, der også blev sat i scene i Hal 9 på Musicon.
