I lørdags blev to nye Kløverstier indviet i henholdsvis Lynge og Lillerød. Indvielsen skete med cykler, løbesko, skattejagt og historiske gåture.
I Lillerød tog festlighederne deres udspring ved pladsen foran Allerød Bibliotek, hvor blandt andet borgmester Jørgen Johansen var mødt op til indvielsen. Han skulle nemlig løbe i spidsen for den halvmaraton, der markerede indvielsen af den længste af Kløversti-ruterne, den sorte rute på 21 kilometer.
Til de knap så løbeglade var der mulighed for at gå med på en tur på fem kilometer-ruten, hvor Ole Høgh Post, som er formand for Lokalhistorisk Forening, var guide og kom med historiske anekdoter undervejs.
Også i Lynge blev en kløversti indviet. Det gjorde nogle ved at cykle 16 kilometer i kuperet terræn igennem blandt andet Mølleådalen, mens andre tog den 2,5 kilometer lange rute, hvor KFUM Spejderne i Lynge havde arrangeret skattejagt for børn.
Der var også mulighed for at tage på en guidet tur med skov- og landskabsingeniør Kurt Borella og at cykle rundt til historiske steder i Lynge og Uggeløse.
En kløversti består af fire ruter, der alle har deres start det samme sted. Men ruterne har forskellige længder og sværhedsgrader i form af for eksempel kuperet terræn. Undervejs på ruterne er små historier fra lokalområdet sat op på skilte.