Munksgaard skifter til HB Køge

Det bliver HB Køge, der får glæde af Kristoffer Munksgaard fra 1. januar. Den tidligere Næstved-spiller håber, at skiftet kan være et springbræt til noget større.

Gennem hele efteråret har han været i en klasse for sig, og modstanderholdene har gang på gang været prisgivet i deres forsøg på at stoppe Kristoffer Munksgaard.

Det oplevede HB Køge blandt andet også, da man var i Næstved for at spille en pokalkamp, som man endte med at vinde, men værd at bemærke var, at Kristoffer Munksgaard ved den lejlighed var en klasse eller to over alle andre på banen.

Det spottede HB Køge-træner Henrik Pedersen, der siden tog kontakt til Munksgaard for at fortælle om den rolle han kunne få ved et skifte til svanerne.

Det er der nu kommet en kontrakt ud af, som løber til sommeren 2017.

- Der er flere faktorer, der har spillet ind på mit skifte til HB Køge. Jeg har snakket med en træner, der virkelig gerne ville have mig, og jeg spillede fodbold i Køge fra jeg var otte til jeg blev 16, så for mig er det lidt som at vende hjem, siger Kristoffer Munksgaard.

- Jeg ser virkelig frem til at møde mine nye holdkammerater, og jeg glæder mig til at blive udfordret på et højere niveau.

Kristoffer Munksgaard fortæller, at han er hentet til HB Køge, som kantspiller. Det kan dog også komme på tale at bruge ham på den centrale midtbane.

Kristoffer Munksgaard har tidligere spillet for Køge, Brøndby, Lyngby og senest Næstved, for hvem han scorede ni mål i efteråret.

Læs mere i mandagens udgave af Dagbladet og Sjællandske.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...