Den rene folkefest i Græsted

Græsted: Selv om indvielsen stod lidt i skyggen af Græsted-løbet, der med rekordhøj deltagelse tog noget af opmærksomheden, blev det en festlig begyndelse i genskabelsen af det grønne åndehul i midten af Græsted.

"Ja, Græstedløbet var her jo, så selvom det kun er en lille del af legepladsen, vi indvier i dag, syntes vi det var en god anledning til at vise flaget og gøre opmærksomt på, at der sker noget i Folkepark-gruppen", fortæller Jesper Meyer, der er en af de tre initiativtagere.

"Vi mangler stadigvæk blandt andet både svævebane og legetårn, men det kommer hen ad vejen, for vi mangler flere frivillige hænder både til det praktiske og til den mere administrative del til for eksempel at søge midler fra fonde", fortsætter Jesper, der sammen med Øyvind Wengel og Thomas Weis for et par år siden tog initiativet til at starte en gruppe, der skal sørge for forskønnelse og bedre udnyttelse af Folkeparken.

Der er etableret et tæt og godt samarbejde med kommunen, der har bevilget 800.000 kroner til projektet, og der var da også adskillige repræsentanter fra byrådet til stede ved åbningen.

Formanden for Teknisk udvalg Bo Jul Nielsen klippede den røde snor, og dermed blev første del af legepladsen åbnet.

"Det grønne og borgernes engagement er centrale værdier i Gribskov Kommune, og på den måde er det der sker i Græsted et godt eksempel på, det der forhåbentlig kan ske i andre byer i kommunen", sagde Bo Jul Nielsen blandt andet.

Endnu er det kun gyngerne, der er på plads, men inden jul står endnu flere udfordringer klar til glæde for byens børn.

Både Ungdomsskolen Karlsminde, der grænser op til parken og Gribskolen har allerede været flittige til at bruge parken.

"Vi har donneret en 'pausehytte' til parken", fortæller Søren Nielsen fra Gribskolen i Græsted, og fortæller videre at skolen flittigt bruger kælkebakken om vinteren, og at natur-teknik klasser ofte tager på ekskursion med net og spand for at undersøge livet i den lille sø.

Nordsjællands Veterantog deltog med informationer og Gribskov Petanque Klub inviterede til et spil med kuglerne og Gribskov Ungdomsskole var på banen med cirkusvognen.

Den første rigtig kolde lørdag inspirerede til at nyde varme drikke og lækkert til ganen med pandekager og pølser arrangeret af Gymnastikklubben, mens børnene kunne bage snobrød og få lidt varme omkring De Grønne Spejderes bålplads.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...