Vallensbæk åbner Kløverstier

Vallensbæk Kommune indvier sine nye Kløverstier torsdag den 9. oktober og på Skolernes Motionsdag fredag den 10. oktober. Stierne byder på lokale oplevelser og mulighed for motion i det fri.

Kløverstierne er udviklet af kommunen, lokale borgere og foreninger samt en række store idræts- og friluftsorganisationer.

Kløverstierne er et stikoncept, der skal få danskerne til at genopdage deres egen by eller lege turister i resten af landet. En Kløversti består af fire ruter, der alle udgår fra en centralt placeret Kløverstipæl. I Vallensbæk er udgangspunktet ved Vallensbæk Idrætscenter.

Hver af de fire ruter har en bestemt længde og farve.

Grøn Kløversti er 3,3 km lang og går igennem Vallensbæk Landsby. Her giver Vallensbæk Lokalhistoriske Forening et spændende tilbageblik over Vallensbæks historie frem til nu.

Blå Kløversti er 4,9 km lang og ligger i et beboelsesområde. Her fortæller Fremtidens Borgerhus yngre børn og deres forældre en kort historie om Skovmusen Kalle, der skal til fødselsdag. På samme sti kan man se videoer, lavet af børn fra juniorklubben på Egholmskolen. På videoerne viser børnene, hvad de bedst kan lide at hygge sig med efter skole.

Rød Kløversti er 7,6 km lang og ligger i området omkring stranden. På turen giver foreningen Fotoakrobaterne gode råd til, hvordan man tager flotte billeder.

Sort Kløversti er 10,1 km lang og ligger i området omkring Vallensbæk Mose og Nordmarken. Her præsenterer foreningen »Løb i Vallensbæk« forslag til opvarmning og træningsøvelser. På samme sti vil Danmarks Naturfredningsforening fortælle om Vallensbæks natur før og nu, fx om botanik, dyreliv, vandforløb og bygværker.

Besøgende kan opleve nye sider af lokalmiljøet og samtidig få rørt sig i det fri - enten som cyklist, vandrer eller løber. De fire ruter fortæller sine historier formidlet via skilte, mobilapplikation, og hjemmesiden www.kløverstier.dk

Åbningen af Vallensbæk Kløverstier foregår foran Vallensbæk Idrætscenter, torsdag 9. oktober kl. 17-19. Borgmester Henrik Rasmussen holder åbningstale og klipper det røde bånd, og direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden og Dorte Tegtmeier fra Friluftsrådet siger et par ord om deres støtte til Kløverstierne.

Jazz-bandet »Lauritsen Engqvist Jazz Combo« spiller festlig musik, og de besøgende har mulighed for at prøve Kløverstierne alene eller sammen med frivillige, der har været med til at bestemme, hvad der skal være på stierne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...