Næsten alle katte kommer på et tidspunkt i deres liv i kontakt med orm, herunder spolorm.

Særligt katte, der lever ude, vil med stor sandsynlighed erhverve sig en infestation med spolorm,

Smitte med spolorm sker oftest ved, at katten optager larver fra byttedyr i naturen, eller killingen optager larver fra modermælken.

Sjældnere kan katten blive smittet ved at optage æg fra jorden. Disse er meget modstandsdygtige og kan overleve i lang tid både ude og inde. De voksne spolorm udskiller et meget stort antal æg, og æggene kan også smitte såkaldte falske mellemværter, så som mus, fugle, fisk med flere.

Killingerne smittes som nævnt gennem modermælken. Hvis hunkatten tidligere har haft spolorm kan nogle af disse sidde som indkapslede inaktive stadier i hendes muskulatur, men når fødslen nærmer sig, aktiveres disse og vandrer ned i mælkekirtlerne, hvorfra de optages af de nyfødte killinger.

Hvis killingerne ikke smittes gennem denne smittevej, vil de, når de begynder at træne deres jagtfærdigheder, kunne smittes gennem de byttedyr, som de æder. Har for eksempel en mus spist infektive stadier af spolorm, vil disse aktiveres, når musen bliver ædt af katten, og således vil de kunne udvikle sig til voksne, æg-producerende spolorm i kattens tarm.

I forbindelse med denne udvikling fra infektiv spolorm-larve til voksen æg-producerende spolorm vil ormen foretage en vandring gennem kattens indre organer.

Når den infektive larve kommer ned i kattens tarm, vil den gnave sig gennem kattens tarmvæg og følge lymfebaner og blodkar til kattens lever. Den vil dernæst gnave sig gennem kattens lever, mellemgulv og lunger for her at trænge ud i bronkierne. Herfra hostes den op og synkes.

Nu har den så mulighed for at hæfte sig fast i kattens tarmvæg, hvorfra den vil producere tusindvis af æg, som så kan sikre artens videre overlevelse (altså spolormens).

Selv om det ovenstående lyder som en ubehagelig ting, er langt de fleste katte ikke væsentligt påvirkede af en orme-infestation.

Problemet er størst hos helt unge og svækkede individer, som kan risikere at blive syge, og de vil typisk udvise følgende symptomer: Orm i afføring eller opkast, diarre, opspilet bug, tør og kedelig pels samt eventuelt hoste.

Diagnosen stilles enten ved direkte påvisning af den voksne spolorm i afføring eller opkast, eller - i de fleste tilfælde - ved hjælp af en afføringsprøve. En undersøgelse af prøven i mikroskop kan afsløre ormeæg, der er karakteristiske for den pågældende orm.

Prøven kan relativt hurtigt undersøges i din egen dyrlæges laboratorium, så du kan få resultatet at vide allerede den efterfølgende dag. Selv om der ikke er æg i en afføringsprøve, kan katten alligevel godt have orm i sig. Ormeæg udskilles ikke konstant men i intervaller, så derfor vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at undersøge flere afføringsprøver for at være sikker på, at katten ikke har orm.

Ormemidler til katte er receptpligtige. Spolorm kan behandles med en række forskellige præparater, som dyrlægen udvælger.

Der kan være tale om tablet-, pasta- eller miksturbehandling, som kan strække sig fra en til fem dage alt efter præparatets egenskaber. Der behandles oftest i flere omgange med to-tre ugers intervaller. Behandlingsforløbet kan variere, alt efter om der er tale om drægtige katte, killinger eller voksne katte.

Mennesker kan smittes med kattens spolorm. Da dyrenes orm er afhængige af deres specielle vært, vil de ikke kunne færdigudvikle sig i mennesker og vil derfor normalt ikke give anledning til sygdom.

Mennesker smittes ved tæt kontakt med katte eller via kattens efterladenskaber.

Sandkasser bør dækkes til, når de ikke bliver brugt, da små børn er særligt udsatte - blandt andet fordi de putter fingrene i munden.