Den næsten 140 år gamle Irma-pige er snart lagt helt i graven. Irma-butikken på Ordrupvej 79, som trofaste kunder sidste år sang ’I kan ikke slå os ihjel’ rundt om, er nu officielt blevet til SuperBrugsen. Ifølge en af butikkens stamkunder, Niels Kyrsting, er det dog ikke en stor sorg, at Irma-kæden snart er fortid:
- Jeg har handlet i Irma i mange år, og jeg var glad for butikken, men jeg var ikke en af dem, som gik med sørgebind, da Irmas lukning blev annonceret. Jeg synes måske, reaktionerne har været lidt overdrevne, for det er jo næsten de samme varer, de har. Jeg handler her i hvert fald stadig, siger Niels Kyrsting, som bor i Gentofte.
Niels Kyrsting blev lidt bekymret, da han for nyligt hørte nyheden om, at Coop-kædens regnskab for 2023 er endt med et underskud på over 700 millioner kroner. Han håber derfor, at hans medborgere vil tage varmt imod den nye SuperBrugsen.
- Det er ikke fordi, jeg har noget imod Netto og Føtex, men det er ikke der, jeg foretrækker at handle. Jeg er mest til Coops butikker og har jo været fast kunde i den tidligere Irma. Det er nogle lidt dyrere butikker, men jeg synes, de har nogle gode ting, siger Niels Kyrsting.
Der var 65 Irma-butikker på landsplan, da meddelelsen om kædens lukning blev annonceret i starten af 2023. Irmas lukning kom blandt andet som et resultat af, at Coop-kæden allerede i 2022 forberedte sig på et trecifret millionunderskud.
En anden af Irmas tidligere stamkunder på Ordrupvej er mindre begejstret over, at Irma-pigen nu er trukket i nye klæder.
- Det er trist, at Irma er lukket. Det har jeg været ked af og er stadig ked af. Det er svært at forklare hvorfor, men når man har været fast kunde et sted, så er det ikke det samme, når den skifter navn. Der er jo masser af andre steder, jeg kan handle ind, men jeg savner Irma, fortæller Gertha Scheimann, der også bor i Gentofte.

Har du et tip eller input til vores indhold? Så kontakt mig her: josefine.petersen@sn.dk / tlf. 3151 1024