Der skal nye boller på suppen. Det er der ret bred enighed om, når man spørger Herlufsholms nye sportslige ledelse. Jan Faber har næste weekend sin sidste kamp i spidsen for Herlufsholms førstehold efter syv år.
Fra 1. januar er det den nuværende Sorø-træner Kenneth Gangsted, der står med ansvaret som ny cheftræner. For Gangsteds vedkommende betyder det et farvel til Sorø Freja efter fem år i spidsen for klubbens førstehold, men også her gør det sig gældende, at forandring fryder.
Han får yderst kvalificeret assistance af Jimmy Brinksby, der har takket ja til opgaven som ny assistenttræner, hvilket i sig selv er opsigtvækkende med tanke på det flotte CV Brinksby bringer med sig til Herlufsholm.
- Det er en sindssygt spændende konstellation, når vi samtidig kan trække på Jan Faber som sportslig ansvarlig. Det kan ikke blive bedre, og jeg tror, vi kan rykke hele klubben et godt stykke i den rigtige retning, siger Kenneth Gangsted, der i første omgang ser frem til at møde sin nye spillertrup.
Både Kenneth Gangsted og Jimmy Brinksby har tegnet kontrakter af to års varighed gældende fra den 1. januar.
Læs mere i lørdagens udgave af Sjællandske.