En udenlandsk bil virkede mistænkelig, og det fik politiet til at vinke den ind til siden. I den sad tre personer mistænkt for at franarre betalingskort fra kvinder.
Klokken var lidt i 12, da en patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi standsede bilen ved Svogerslev, fordi de syntes, den var “mystisk”.
Inde i bilen sad en 30-årig mand, en 39-årig kvinde og en 28-årig kvinde, alle med udenlandsk statsborgerskab. Det viste sig, at de tre var eftersøgt af Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, og derfor blev de tre anholdt og overdraget til kollegerne mod syd. De tre fremstilles torsdag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
De tre kædes nemlig sammen med tyveri af betalingskort fra fire kvinder. Efterfølgende er der hævet flere tusinde kroner på de stjålne hævekort.
Tyverierne er foregået i Middelfart, Korsør, Sorø og Næstved i april, og de tre anholdte har efterfølgende været i politiets søgelys, og onsdag lykkedes det at anholde dem.