Stort ståhej om stråtag

POLITIK Et brandsikret stråtag er gået hen og blevet en brandvarm politisk sag. For der er i den grad gået politik i en ellers banal sag om overholdelse af et brandregulativ.

Ejeren søgte helt tilbage i 2008 om tilladelse til at opføre en garage med stråtag, så bygningen kom til at harmonere med den gamle stråtækte hovedbygning.

Administrationen gav tilladelse til at bygge, men afslag på stråtag. Det skete med henvisning til brandkrav om, at bygninger med stråtag skal placeres mindst 10 meter fra skel.

Ejeren søgte igen i 2012 om lov at lægge stråtag på. Det blev til et nyt afslag fra administrationen.

Walter Christophersen (DF) fik sagen op i miljø- og teknikudvalg og siden hen i byrådet. Han argumenterede for, at stråtag nu kan brandsikres og derfor ikke udgør nogen særlig brandrisiko.

Byrådet fastholdt dog afslaget.

1. januar tiltrådte et nyt byråd med et andet flertal, og 2. februar søgte garageejeren endnu engang om tilladelse til at lægge stråtag.

Administrationen har vurderet, at der ikke er noget nyt i sagen, der berettigere til en dispensation.

Men nu har Walter Christophersen flertal i udvalget til at give dispensation. Denne gang er det så Socialdemokraterne og Enhedslisten, der kræver sagen i byrådet.

"Det undrer os i den grad, at Venstre og Dansk Folkeparti vil give tilladelse. Der har været advokat på som vurderer, at hvis der gives tilladelse og naboen klager, så vil naboen ved høj sandsynlighed få medhold. Er naboens interesserer helt uden betydning i denne sag?" spurgte Annette Westh (S).

Michael Thomsen (V) gav udtryk for, at afstandskravet på 10 meter kun gælder stråtage, som ikke er brandsikrede. Med nye byggemetoder er det relevant at 'kigge på' de vejledende afstandskrav.

"Man kan ikke bruge de 10 meter som et fast krav", fastslog han.

Helle Lunderød (V) mente ikke, at der var nye oplysninger i sagen - og så er det ikke tilladt at træffe en anden beslutning end tidligere, bare fordi der er kommet et andet flertal.

"Vi vil tage sagen og for Tilsynsrådet," sagde hun, inden stråtaget i Liseleje blev stemt igennem med 11-10.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...