Det gjorde ondt i maven på den nytiltrådte skoleleder Elsebeth Trap, når hun så de vilkår, som de ansatte i skolens eksterne rengøringsfirma arbejdede under.
Det så ikke ud, som om rengøringsfolkene var glade for deres arbejde, faktisk krøb de nærmest langs panelerne. Til tider var der nogen, der sov på en madras om natten efter endt arbejde eller havde deres børn med på arbejdet.
Så da Rygaards Skoles driftschef, Brian Ankær, for cirka tre år siden foreslog hende, at de hjemtog rengøringen og i stedet brugte fleksjobbere, lyttede hun til ham.
- Det var ikke nogen helt nem eller billig beslutning, for det krævede investering i maskiner og en høj grad af supervision, men vi kunne simpelthen ikke være det andet bekendt længere. I dag er jeg lykkelig for, at jeg lod mig overtale. Brian og hans folk evner at gøre fleksjobberne til en del af teamet, og jeg bliver simpelthen så glad hver gang, de hilser på mig. For jeg kan se, hvor meget det betyder for dem at få en chance til, fortæller Elsebeth Trap, der var lærer på skolen i mange år, før hun blev leder af den.
Der går i runde tal 1.000 elever på den katolske skole - hvoraf lidt over halvdelen er internationale - og der er 160 ansatte. Heraf er cirka 20 af dem fleksjobbere, der er beskæftiget med alt lige fra rengøring, pedelarbejde, it-opgaver til pædagogisk arbejde.
Nogle af dem er gået ned med stress i tidligere ansættelser, nogle har diagnoser, nogle er flygtninge, mens andre bare har haft svært ved at finde ind på det ordinære arbejdsmarked.
- Du kan ikke opfatte de her mennesker som en billig arbejdskraft, du bare hiver ind. For du skal tage særlige hensyn, tune dig ind på det enkelte menneske. Det bedste er at se, hvordan de vokser med ansvaret. Vi har f.eks. en mand, der tømmer papirskraldespandene. Først turde han ikke gå ind på kontorerne. Nu kommer han ind, selv om der er møde, smiler Elsebeth Trap, der betoner vigtigheden af at tage et socialt ansvar.
- Vi tror på fællesskab, diversitet, at der skal være plads til alle. Jeg vil så gerne have, at vi på vores skole kan rumme hele verden. Vi er ikke ens som mennesker, og det er vigtigt, at vores børn lærer det, siger hun, der har mødt stor opbakning til den særlige indsats fra både de øvrige ansatte og forældrene til skolens elever.
Samarbejder med flere
Elsebeth Trap indrømmer blankt, at hun slet ikke var klar over, at der stod så mange kvalificerede mennesker uden for døren på det danske arbejdsmarked. Mennesker, der bare har brug for hjælp til at komme ind ad døren.
I første omgang gik Rygaards Skole ind i samarbejdet med Gentofte Kommune og deres Vi ta’r ansvar-netværk i Jobcentret. Det blev så stor en succes, at de nu også tager folk fra Københavns Kommune.
Elsebeth Trap vurderer, at 99 procent af deres fleksjobs har været til gavn og glæde for begge parter. De meget få undtagelser har f.eks. været folk med for stort temperament.
- Vi er en skole, hvor der går børn i alle aldre, vi er ikke et socialpædagogisk tilbud. Men alle skal have en chance for at prøve sig selv af, siger hun.
Nogle er kun på skolen i tre eller seks måneder, før de tager videre, men cirka to ud af tre fleksjobbere ender med at blive på skolen.
Kan udvikle mig her
Vi møder også to af de fleksjobbere, der har fået en chance på Rygaards Skole: 32-årige Thomas Hindborg og 35-årige Jasper Tordenro, der begge kom til skolen i januar 2024. Begge arbejder de cirka 8-9 timer om ugen, primært i IT-afdelingen.
- Jeg er gået ned med stress tre gange. Jeg arbejdede for et gamerfirma, hvor jeg knoklede igennem. Nogle gange sov jeg på arbejdet, for jeg havde ikke nogen stopknap, og vi havde travlt. Jeg kan ikke slappe af, så jeg opbruger al min energi. Det har resulteret i, at jeg er blevet udbrændt, fortæller Jasper, der er uddannet it-supporter. Først efter en meget lang tovtrækning med Københavns Kommune fik han bevilget en fleksjob-ordning i september 2023.
- Fleksjobs hænger ikke på træerne, og jeg var selvfølgelig interesseret i at bruge min uddannelse, så jeg var lykkelig for at komme på Rygaards Skole. Jeg føler, jeg kan udvikle mig her, siger han.
De er seks personer i IT-afdelingen, fire af dem dækker én fuldtidsstilling. Teamchefen er selv fleksjobber, der har brug for en lur midt på dagen.
Thomas er paranoid skizofren og fortæller også om et langt sejt forløb, før han fik tilkendt fleksjob af systemet. Han indrømmer gerne, at han ikke er skabt til at sidde på en skolebænk, og det var da også med lidt bævende skridt, at han første gang nærmede sig Rygaards Skole.
- Det er en katolsk skole i Hellerup, og jeg kommer altså fra Sydhavnen, griner han.
- Men jeg fik hurtigt sendt mine fordomme i jorden. Både elever og lærere er enormt søde. Det har givet mig enormt meget at komme her. Det er rart at have noget at stå op til, tilføjer han.
Rygaards Skole vandt i 2023 Gentofte Kommunes Vi ta’r ansvar-pris for offentlige og selvejende virksomheder.