"Formiddagsbio" hedder det nyeste tiltag fra Albertslundbiograferne. Hver onsdag kan man gå i biografen kl. 11 - uanset alder.
"Vi har hidtil haft Seniorbio hver anden onsdag. Nogle ældre var lidt overraskede over, at andre end seniorerne kunne benytte dette tilbud", fortæller Birgitte Skovgaard fra MusikTeatret.
"Men det var faktisk helt i orden. Når vi nu omdøber det til Formiddagsbio, er det for at signalere, at alle som har tid og lyst kan gå i biografen kl. 11 hver onsdag. Vi indleder det nye tiltag 8. oktober, hvor der er mulighed for at se "Fasandræberne" eller "Jersey Boys". Dørene åbnes allerede kl. 10,30, hvor vi byder på en kop kaffe og en småkage. Så er man velkommen til at komme og hygge sig inden filmen".
Fordelen ved at benytte Formiddagsbio er, at filmpriserne er 15 kr. lavere end de normalt gældende priser om aftenen.
BabyBio fortsætter for forældre med børn eller bedsteforælde med børnebørn.
"Men vi flytter det til hver anden torsdag, og første gang bliver den 16. oktober. Af en eller anden grund har onsdag - som hidtil har været forbeholdt BabyBio - været lidt tynd, fordi mødrene skulle til andre aktiviteter. Derfor forsøger vi nu med hver anden torsdag", siger Birgitte Skovgaard.
Der åbnes kl. 10, og filmene begynder 10,30. Lyden er lavere end til de normale forevisninger, og der er svagt lys, så man kan orientere sig i salen.
"Vi håber at se mange babyer - og forældrene er også velkomne til at tage babyernes ældre søskende med. Derfor er den første film faktisk en familiefilm "Krummerne - alt på spil", siger Birgitte Skovgaard, som understreger, at Babybio faktisk også er tilladt for alle - men man skal jo huske, at lyden er lavere og lyset ikke helt slukket!
brie