Af Frits Henriksen, formand G/F Fasanvænget
Fasanvænget 415, 2980 Kokkedal
Kære borgmester og udvalgsformand Lars Simonsen.
Slemt, at bus 383 nedlægges, men værre, at I afviser demokratisk dialog med Kommunens borgere. Nogle ville kalde det magtarrogance.
Vi forstår økonomiens betydning og har derfor tilbudt en konstruktiv dialog for at finde alternative løsninger og besparelser. Endvidere påvist at Flextur er uanvendelig for pendlere og generelt medfører praktiske og økonomiske belastninger. Især ældre medborgeres handlemuligheder og livskvalitet begrænses, hvilket kan føre til uønskede ændringer i områdets befolkningssammensætning.
Vore henvendelser er mødt med høflige, men intetsigende svar. Koncentreret sagt, at vi intet nyt har lagt frem, at passagertælling viser ruten er økonomisk uholdbar og at udvalgets beslutning er enstemmig. I klart sprog: Glem det, sagen er lukket. Ingen konkrete oplysninger, argumenter eller svar på spørgsmål.
Vi er glade for at I belyser "alt" i beslutningsprocessen. Men mindre trygge ved, at I helt afviser, at en dialog kunne tænkes at kaste nyt lys over sagen.
Passagertælling er relevant. Men har I glemt, at Movia anfører, at "tallene skal tages med et vist forbehold"? I hvert fald savnes opfølgende tællinger. Vore egne indikerer i øvrigt flere passagerer.
Kan forglemmelsen skyldes travlhed? Trods en udmeldt prøveperiode på 1 år, traf udvalget beslutning om nedlæggelse på møder 4. marts og 1. april 2014. Kun naive borgere kan åbenbart tro et prøveår er 1 år, når enhver ved det kun er 3 måneder.
Og understregningen af enstemmigheden? Er I bange for at den ku' "sprække"? I undgår omhyggeligt at inddrage udvalget. Kun I to har svaret, sagen er ikke sat på dagsordenen og det synes som om vi er alene om at orientere medlemmerne om vor korrespondance.
Iflg. Kommunalplan 2013 skal stationsnære områder sikres god tilgængelighed til den regionale, kollektive trafikbetjening, så "den enkelte borger får frihed til at vælge den transportløsning, som passer bedst." Videre at de 4 bysamfund er ligeværdige og den kollektive trafikbetjening skal styrkes. Flextur bruges "på tidspunkter og steder, hvor der ikke er andre kollektive tilbud - f.eks...i landområder".
Hvor blev styrkelsen og ligeværdigheden af? Kokkedal Øst som det tættest befolkede landområde i Landet?
Hørsholm Kommune synes at have andre prioriteter for deres del af Kokkedal Øst. Ombestemmer I jer, må det give grundlag for en aftale om ruteføring og kørsels-omfang.
Tag sagen op i udvalget og gå ind i en konstruktiv dialog med borgerne. Vi er klar, er I?
Bid i æblet. Måske er det slet ikke surt.