En kreds af beboere fra Råes Vænge undrede sig over fældningen af massevis af træer ved Røsnæsvej i Kalundborg, og bad Kalundborg Kommune komme med en forklaring.
Formand for teknik og miljø, Svend Erik Autzen (V), har nu fået kigget nærmere på rydningen af træer og buske på Røsnæsvej.
- Vi har fået flere henvendelser. Nogle er glade, nogle er betænkelige og nogle ønskede, at man havde ryddet yderligere på strækningen, siger Svend Erik Autzen.
Ifølge Svend Erik Autzen var der ikke et lovmæssigt krav om, at Kalundborg Kommune skulle have orienteret folk om teknik- og miljøudvalgets beslutning om at tynde ud i træer og buske for at give bedre en udsigt for ejendomme på Fasanvej til Kalundborg Fjord.
- Det er dog god skik at orientere folk. Vi skal være bedre til at være i dialog med borgerne og grundejerforeningerne. Så undgår vi også en masse polemik, siger Svend Erik Autzen.
Nu er planen, at der skal plantes buske mellem egetræerne, som vil få en højde på to til fire meter.
Det vil gøre området flot, og eventuelle støj- og/eller indbliksgener fra Røsnæsvej vil blive reduceret, forklarer Svend Erik Autzen.
Ifølge Svend Erik Autzen så er det engang i mellem nødvendigt, at man går hårdt til værks i naturpleje, så det over tid kommer til at se præsentabelt ud og det er nemt at vedligeholde.
- Så må man leve med, at det ikke er så pænt i en periode, siger Svend Erik Autzen.