Jeg har gennem de seneste par uger fulgt med i avisen og læst flere artikler om, hvordan trafikken gennem Køge by nu er sandet helt til i myldretiden - specielt efter åbningen af det nye kryds ved Søndre Viaduktvej i Køge.
Problemet skyldes, at der på trods af møder og dialog mellem Stevns og Køge kommune gennem rigtig mange år endnu ikke er fundet en fremtidssikret løsning på, hvordan man får ført nogle af de 18.500 biler fra Stevns på vej mod Køge og København uden om selve Køge centrum.
25. april kunne man læse i DAGBLADET, at borgmester Mogens Haugaard nu åbner op for en nordlig linjeføring af den længe diskuterede nye omfartsvej fra Stevns til motorvejsnettet.
Dette er jeg meget glad for at læse, da den sydlige linjeføring fra Klippinge over Hårlev og til Herfølge Syd, som Stevns og Køge tidligere var blevet enige om, ikke er den rigtige løsning for trafikproblemerne for borgerne i Stevns og Køge.
Den rigtige løsning er derimod en så nordlig linjeføring som muligt, via Billesborgvej, nord om Herfølge hvor der laves en ny motorvejstilslutning, dermed kan hele Stevns få glæde af den nye vej.
Tilbage i 2008 blev der udarbejdet en Rambøll-analyse som beregner, hvor meget trafik en ny omfartsvej vil flytte, og dengang viste beregningen, at en sydlig løsning blot vil flytte 2.700 biler af de dagligt 18.500 biler, som dagligt kører fra Stevns mod Køge, mens en nordlig løsning vil flytte hele 4.000 biler.
Hvis Stevns og Køge skal få Folketinget til at bevilge penge til en ny vej, skal det være til den vej, som afhjælper problemet med de 18.500 biler, som dagligt passerer Køge centrum mest muligt, og det er, som Rambøll analysen tydeligt viser, en nordlig linjeføring.
Jeg ved godt, at Køge tidligere har været imod en nordlig løsning, men dette kan jeg ikke forstå, da det da også må være i Køges interesse at få så mange biler som muligt til at køre uden om Køge centrum, hvor der dagligt er store trafikale problemer med den støj og forurening som det medfører.
Desuden vil en ny motorvejstilkørsel nord om Herfølge også komme de mange borgere i Herfølge til gode.
Vejen vil gå nord om Herfølge i et område, hvor der hovedsageligt ligger industri, og man kunne f.eks. tænke sig, at vejen blev delvist nedgravet, eller der kom nogle støjskærme op.
Så kære politikere i Stevns og Køge kommune: Jeg håber, at I vil trække i arbejdstøjet og se med åbne øjne på det voksende problem, så der findes en fremtidssikret løsning.
Det er en nordlig løsning, der er brug for, da en sydlig løsning blot vil være spild af skattepenge, da den ikke løser problemet for hverken Køge eller Stevns Kommune.
Tim Pedersen
Blåklokkevej 24
Strøby Egede