Efter sin mands død, sad hun alene tilbage i det store hus.
"Der var pludselig så musestille. Selvom jeg havde nogle søde naboer, som jeg snakkede med hen over hækken, ønskede jeg mig hen i en mindre bolig og et større fællesskab," siger Leis From Hansen.
For et år siden valgte hun at flytte fra sit hus til en lejlighed i Lundevangen i Hellerup. Og det har hun ikke fortrudt.
I boligen på 60 kvm føler hun sig tryg. Også på de små stier, når hun om aftenen går tur med sin hund Luna, hvor hun ofte støder ind i folk.
Inger Glerup, der har boet i Lundevangen de seneste seks år, nikker genkendende til Leis From Hansens beskrivelse af Lundevangen.
"Stedet minder mig om min barndoms landsby på Sydfyn", siger hun og smiler til de andre omkring bordet, hvor også Per Erik Karlsen og Janne Utzon har taget plads.
Villabyerne er blevet inviteret ind i Lundevangens kerne, fællesrummet, til en snak om stedets nye visioner. Men også for at eliminere rygtet om Lundevangens røde murstensboliger, der ude fra kan ligne et plejehjem.
Stedets historie er nemlig en anden.
I 1978 blev området indviet med 154 ejerboliger, der enten fik en lille gårdhave eller altan, hvor Ensomme Gamles Værn administrerede stedet frem til 1996.
Intentionen var, at seniorer kunne fravælge det store hus til fordel for et nyt hjem med færre ting at bekymre sig om. Den intention lever stadig, men en ny vision er i mellemtiden vokset frem blandt beboerne. Især blandt de yngre.
"Gennemsnitsalderen har i lang tid ligget på 80 år, hvoraf mange har været demente. Men de seneste år er beboerne blevet yngre og friskere. Det giver en ny energi til stedet og stiller samtidig nye krav til områdets faciliteter og aktiviteter", siger Inger Glerup.
At beboersammensætningen er blevet yngre og mere bevægelig kan ses efter det seneste møde i Lundevangens nye Visionsgruppe, som Leis From Hansen og Inger Glerup er med i.
"Et vigtigt punkt var flere cykelskure. Det var bestemt ikke aktuelt for 10 år siden", siger Inger Glerup.
"Og der er flere beboer med biler, så vi må også snart have bump herinde", siger Janne Utzon, og alle bryder ud i grin.
Størstedelen af beboerne er, ligesom Leis From Hansen, blevet enker.
"Men folk bliver ikke længere placeret af deres børn, når det hele kokser derhjemme, men vælger selv stedet til på grund af fællesskabet og områdets faciliteter og aktiviteter", siger Janne Utzon.
Især aktiviteterne fylder. Endda et helt lille hæfte.
Fællesspisning fem gange om ugen. Vandgymnastik i Lundevangens egen svømmehal. Månedlige film lørdag aften, der "ofte kan være lidt trist". Fortælleaftener, hvor beboere på skift holder foredrag. Udflugter i form af en koncert eller cykelture.
"Vores største vision er, at folk engagerer sig og føler, at de skal tage del i området og være en idesprøjte til bestyrelsen. Lundevangen må ikke stagnere, men hele tiden udvikle sig", siger Inger Glerup.
Beslutningen om at flytte ind i Lundevangen kan hvile på flere grunde end fællesskabet. For Per Erik Karlsen var det også med en tanke på sine børn.
"Når jeg en dag siger farvel, skal de ikke rydde op efter mig. Det vil jeg gerne selv og fik gjort, da jeg rykkede ind på 60 kvm", siger han.
Vi har rykket os fra fællesrummet og ud i Lundevangen, hvor vi kommer forbi flere små miljøer med klynger af stole. Her mødes beboerne ofte til en snak over en kop kaffe.
Gennem stier cirkler vi os ned til nyttehaverne, hvor Per Erik Karlsen viser sine asparger frem, mens de tre kvinder nipper årets sidste hindbær-høst.
"Vi skal også et smut forbi købmanden", siger Janne Utzon.
Eller rettere "Mors lille butik" som købmanden i Lundevangen hedder. Her møder vi Ib Korkmaz, hvis mor startede butikken for 20 år siden, og som i dag er overtaget af Ibs lillebror Michael.
Ude foran købmanden er der blevet trængsel. Beboer Jan Rattleff er kommet forbi med sin kurv under armen, mens to andre kvindelige beboere slår sig til følget.
"Visionen er netop at få folk ud af deres hjem, så de ikke bliver isoleret", siger Leis From Hansen.