S-formand mødes med ledende Bandidos-medlemmer

Til venstre S-formand Peter Moesgaard, der i Ekstra Bladet bliver sat i forbindelse med Bandidos-rockere. Foto: Socialdemokratiet

Til venstre S-formand Peter Moesgaard, der i Ekstra Bladet bliver sat i forbindelse med Bandidos-rockere. Foto: Socialdemokratiet

Formand for Socialdemokratiet i Hørsholm, Peter Moesgaard, der også har en lang karriere bag sig i fagbevægelsen hos 3F og HK, har ved flere lejligheder været i selskab med ledende medlemmer af Bandidos.

Med fotodokumentation afslører Ekstra Bladet i dag, at Peter Moesgaard, har deltaget i en julefrokost i Tivoli, hvor seks topfolk fra Bandidos sad omkring bordet. Desuden har S-formanden været i Albanien, hvor han mødtes med en anden af rockerklubbens øverste. En person som Peter Moesgaard arbejdede sammen med som dørmand for 25 år siden, fremgår det af eb.dk.

Ifølge avisens artikler afviser Peter Moesgaard i første omgang at have været til julefrokosten i Tivoli med Bandidos-medlemmerne samt sit møde i Albanien, men han går derefter til bekendelse, da han avisen foreligger ham billeder, hvor både Bandidos-rockerne og S-formand er med.

Avisens afsløringer kommer netop som Socialdemokratiet på Christiansborg og regeringen forbereder en lov, der skal forbyde Bandidos.

Ren straffeattest

Sjællandske Nyheder har været i telefonisk kontakt med Peter Moesgaard, men han ønsker kun at svare på skriftlige spørgsmål efter han har oplevet, hvad Ekstra Bladet har gjort med de udtalelser, han har givet til dem.

Vi har mailet en række spørgsmål til S-formanden, hvor vi beder ham om at uddybe sine relation til rockergruppen, men efter fire timer er han ikke vendt tilbage med sine svar.

I en optagelse med Ekstra Bladet kan man høre Peter Moesgaard sige:

- Jeg har en ren straffeattest og har aldrig gjort noget forkert.

Her et opslag fra S-formandens Facebook-side.

Håndteres internt

For Marcus Guldager, medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet, er oplysninger om partiformanden helt nye.

- Vi har ikke vidst noget om den her sag før nu. Derfor kommer Socialdemokratiet til at have et møde, hvor vi håndterer sagen internt. Indtil da har vi ingen yderligere kommentarer, da det drejer sig om en personsag, skriver Marcus Guldager i en sms.

Heller ikke partiets tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Svend Erik Christiansen kender noget til Moesgaards Bandidos-kontakt.

- Det har jeg intet kendskab til. Jeg vil gerne høre sagen fra Peter af, inden jeg siger noget. Så vidt jeg kan se, er det foregået i privat regi og ikke i forhold til partiet, oplyser Svend Erik Christiansen til Sjællandske Nyheder.

Overrasket borgmester

Sagen kommer også bag på den socialdemokratiske borgmester i Fredensborg, Thomas Lykke Pedersen.

- Det kommer som en stor overraskelse for mig. Jeg har mødt Peter Moesgaard mange gange, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på hans politiske arbejde. Vi har jo politisk i mange år arbejdet i mod bander, der skaber utryghed og kriminalitet, så derfor er jeg overrasket over, hvad jeg kan læse i Ekstra Bladets historie, som jeg fik et link til på sms her til morgen, siger Thomas Lykke Pedersen.

Han vil ikke kommentere på, hvor han selv ville sætte grænserne for at have et politisk hverv og samtidig deltage i fester eller frokoster i selskab med prominente Bandidos-medlemmer.

- Det må være op til vælgerforeningen i Hørsholm at tage stilling til det, siger han.

60 år, bosat i og fra Hørsholm

Formand for Socialdemokratiet i Hørsholm siden 2010

Bestyrelsesmedlem i Rungsted Havn

Medlem af Ekspropriationskommissionen

Medlem af Taksationskommissionen - lov om offentlige veje

Suppleant i Fredningsnævnet for Nordsjælland

Medlem af grundlisteudvalg

Formand for 3F Dørmændenes Landsklub

Tidl. medlem af bestyrelsen på Rungsted Gymnasium

Tidl. faglig konsulent i HK Service Hovedstaden

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...