Det hele begyndte med en aften, hvor lattermusklerne virkelig fik rørt sig.
- Jeg grinede selv, så tårerne trillede og tænkte, at det her simpelthen var så sjovt og så vildt, at jeg gerne ville vise det til venner, bekendte og publikum hernede i Køge, fortæller Daniel Friis, der sammen med Tobias Thomas har taget initiativet til at præsentere et nyt hypnose-show på Teaterbygningen i Køge.
- Vi kan love, at publikum får set noget som de aldrig før har set, så det er en unik aften med underholdning for hele familien. Vi kan nu med stolthed sige, at Danmarks Største hypnose-show vil blive afholdt i Køge. Det har været en kamp at få ham hertil, men det er endelig lykkedes, fortsætter han med stor begejstring.
De to unge fyre er lang fra nybegyndere i at få noget til at ske, når der dukker en ide op i hovedet på dem. De går begge to på Køge Handelsskoles innovationslinje og har en passion for iværksætteri. Det skriver DAGBLADET Køge.
De glæder sig til at se, hvordan publikum vil tage imod showet, hvor der vil ske en helt masse forskellige ting, der ikke skal røbes her. Det er meningen, at flere blandt publikum vil blive inviteret på scenen, hvor hypnotisøren, så vil få dem til at gøre og sige ting, som de aldrig selv havde regnet med, at de ville gøre.
De kommer begge fra lokalområdet og vil meget gerne lave flere spændende ting i Køge.