Jens Kjølbæk overdrager over fem år forretningen til Martin Birk. Åbent hus 19. september.
Asnæs: Jens Kjølbæk fylder 60 år den 19. september. Og på samme dato indgår hans svigersøn, Martin Birk, i ledelsen af firmaet Automester Asnæs, som første skridt i et såkaldt glidende generationsskifte. Det betyder, at Jens Kjølbæk om fem år vil være helt ude af firmaet - det firma, som han sammen med sin kone Inge har drevet i årtier med stor succes.
De begyndte i den daværende Esso-tankstation i Asnæs, som de overtog i maj 1977 - primært fordi der var et autoværksted. Butikken på tanken var noget der fulgte med og som med årene voksede sig for stort, efter parret smening. De ville drive autoværksted, ikke superkiosk med eget bageri og meget andet »udenoms«. Derfor slog de til, da firmaet nuværende lokaler på Storegade 10 i Asnæs blev ledige.
Gennem årene er lokalerne - der blev indrettet som automobilværksted tilbage i 30'erne - blevet moderniseret betydeligt og i dag er Automester Asnæs et topmoderne virksomhed med den nyeste teknologi og optimale arbejdsvilkår for medarbejderne.
- Vi har haft den glæde, at vi år for år har fået flere og flere kunder, fortæller Jens Kjølbæk.
- Det er ikke kun lokale fra byen og omegnen, der gerne kommer her, men også mange landliggere, der ved, at vi har åbent stort set altid - ikke mindst i sommerferieperioden er det efterspurgt, tilføjer han.
Det bliver i familien
Martin Birk har fået sin uddannelse hos VW/Audi i Holbæk og har naturligt ekspertise med derfra. Men konceptet om, at Automester Asnæs skal kunne klare alle bilmærker har han ikke tænkt sig at lave om på.
- Det er jo netop en af vore styrker, at vi på værkstedet her har den brede viden og erfaring, der skal til. Blandt andet takket været princippet om, at hver enste medarbejder mindst en gang om året skal på efteruddannelse. Det giver en god faglig styrke, understreger han.
Med Martin Birks overtagelse af virksomheden bliver den i familien. Han - der stammer fra Sjællands Odde - er gift med Jens og Inges datter Nanna. De har sammen børnene Gry og Lukas, der gerne kigger ind på værkstedet, der ligger få skridt fra privaten. Nannas søster Maria bor og arbejder i Holbæk.
Og hele fanilien er med, når Automester Asnæs i anledning af generationsskiftet og Jens Kjølbæks 60 års dag holder åbent hus fredag den 19. september i lokalerne på Storegade 10.
