Med 12.000 solgte billetter i alt og ikke flere billet-armbånd på billetkontoret kunne Ringsted Festival lørdag ved 18-tiden melde alt udsolgt. Det er publikumsrekord, oplyser festivalens direktør Anders Sørensen.
- Allerede da campingområderne blev åbnet onsdag kunne man fornemme den gode stemning blandt de første og trofaste festivalgæster. Flere og flere vælger at benytte campingområderne, der i år også var udvidet betragteligt, Anders Sørensen og fortsætter:
- Vi har haft en kanon-festival i år. Vi har tilbudt et alsidigt og stort musikprogram, med nogle af tidens absolutte største artister, og når folk kommer fra hele landet, fortæller det mig, at Ringsted Festival er blevet til meget mere end en regional begivenhed. Det er vi stolte over.
Der er også ros til festivalens mange frivillige fra direktøren:
- Festivalens succes skyldes de mange fantastiske ildsjæle, der yder en arbejdsindsats udover det sædvanlige. Det er i høj grad deres ukuelige indsats både før, under og efter festivalen, der gør, at flere og flere vælger at tage til Ringsted, siger Anders Sørensen.