Løberne har fået ny løbebane i Allerød

Tirsdag aften blev den nyrenoverede løbebane på Skovvang Stadion indviet med et løbestævne, der beviste, at det røde tartanunderlag ikke bare er blevet flottere at se på, men også hurtige og bedre at løbe på.

"Det er en fantastisk bane at løbe på, hvor man i modsætning til mange andre løbebaner slet ikke kan mærke betonen nedenunder. Det gør den både mere fjedrende og hurtig at løbe på og samtidig mindre belastende for benene," sagde den tidligere bronze-vinder ved DM på 1500 meter, Kasper Skov fra Odense Atletik, lige efter at han havde vundet 3000 meter suverænt.

Selvom en 400 meter løbebane naturligvis først og fremmest er lavet til at konkurrere og løbe hurtigt på, kan alle løbere i Blovstrød Løverne i teorien få glæde af den nye bane.

Man behøver nemlig ikke at være en super veltrænet konkurrenceløber for at bruge løbebanen på Skovvang Stadion.

Ved indvielsesstævnet på Skovvang Stadion tirsdag aften arrangerede Blovstrød Løverne - ud over Guld-stævnet, hvor de hurtigste løbere stiller op - et af sine såkaldt interne egne Silver-stævner.

Her kan alle løbere fra Blovstrød Løverne stille op og få noteret en præcis tid på en af de klassiske banedistancer fra 800 meter til 10 kilometer.

Og at der virkelig er plads til alle i disse løb, beviste tiderne tirsdag aften. Den sidste på 800 meteren kom ind med et smil på 4 minutter og 21 sekunder, imens den sidste på 1500 meteren løb de knap fire omgange på 9 minutter og 32 sekunder, over fire minutter langsommere end den hurtigste løber i heatet.

Vil man vide mere om, hvad Blovstrød Løverne kan tilbyde sine medlemmer, har løbeklubben lørdag en stand på Aktiv Fritid i bymidten i Lillerød, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og stille spørgsmål og hilse på klubben.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...