Forsamlingshuset i Flakkebjerg lever og har nu fået en ganske ny bestyrelse på den anden af to ekstraordinære generalforsamlinger, efter at den gamle bestyrelse tidligere på året faldt fra hinanden. Nu vil de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer skue fremad.
Fra den gamle bestyrelse deltog kasserer Mogens Hansen, og han kunne - som varslet på den første, ekstraordinære generalforsamling i juli - meddele, at den gamle bestyrelse trak sig tilbage. På den første, ekstraordinære generalforsamling lykkedes det ikke at stable en ny bestyrelse på benene, efter at flere medlemmer var stoppet i utide.
Et af de nye bestyrelsesmedlemmer, Jan Møller Pedersen, er ikke i tvivl om, at huset har en fremtid.
- Jeg har en helt klar fornemmelse af, at byen bakker op, så vi starter på en frisk, siger han.
