Ved det netop afviklede danmarksmesterskab i mountainbike ved Bagsværd sø lykkedes det for Holte MTB at blive den suverænt mest vindende klub i Danmark med seks guldmedaljer, mens Dansk TB Klub og Varde CK hver især måtte nøjes med to af slagsen som de næstbedste klubber.
I U17 var Anton Bødker fuldstændig overlegen og vandt med ikke mindre end fire minutter ned til nummer to. Dermed er han helt klar til at rykke op i U19 næste sæson.
Henrik Andersen kom rigtigt dårligt fra start til DM i H40 klassen, idet han kom fra start i 3.-4. række og blev involveret i et styrt. Han røg således langt ned i feltet men men formåede roligt og sikkert at kæmpe sig op, hvorefter han på sidste omgang indhentede og passerede de forreste og kom i mål som vinder for fjerde gang i træk ud af fire mulige i H40.
Malene Degn var som ventet suveræn hos U19-pigerne, hvor hun vandt med 20 minutter ned til nummer to, på trods af at hun er inde i en tung træningsperiode.
Realistisk set vurderer HMTBK's elitetræner Bo Falck Hansen, at Malene kan begynde at give den ellers uovervindelige, tredobbelte verdensmester Annika Langvad seriøs konkurrence om et par år.
Ud over DM-titlen er det i år blevet til en sejr i Worldcup, en 3. plads i Nove Mesto og en 4. plads ved EM for Malene
Hos U13-drengene vandt Hans Landbo meget sikkert med tre et halvt minut ned til nummer to. Hans kørte endda omgangstider, der matchede de bedste ryttere i U15.
Brormand Mads Landbo ville ikke stå tilbage for storebror og vandt U11.
Albert Withen Philipsen kørte sit første DCU løb i U9 med maner og vandt i overlegen stil, mens det lykkedes Ella Donsmark at køre en bronze hjem i pigernes U16.
På baggrund af alle årets resultater er seks ryttere fra Holte MTB Klub udtaget til Ungdoms EM i Graz i Østrig fra den 11-15. august, hvor Anton Bødker, Caroline Bohé, Malte Birch, Jacob Lunding Smith, Gustav Frederik Dahl og Ella Donsmark skal vise klassen i rødt og hvidt.
I den sidste halvdel af året sigter flere af rytterne frem mod DM i Marathon, hvor blandt andet Anton Bødker, Henrik Andersen, Jens Gorm, Emil Giraldi og Caroline Bohe har gode podie chancer.
Malene Degn deltager ikke i DM Marathon, da hun allerede er udtaget til at deltage i VM den 4. september, hvor hun skal forsøge at køre sig på podiet i konkurrence med en meget hård schweizisk trio.