Efter en fantastisk debut sidste år vender ’Sommersol på Slottet’ tilbage til Charlottenlund Slot med musik en hel weekend. Der er kun få billetter tilbage til festivalen, som byder på navne som Tina Dickow, Kind mod Kind, Uro, Greta, Dahlin, Lord Siva, Karl William, Magnus Münster, Elsked, Svea S, Klubien og Danseorkestret med flere.
- Festivalen løber af stablen 31. maj og 1. juni og er blevet udvidet med nye spændende tilføjelser, der tilfører endnu mere dynamik og variation til festivalen. Kunstnere som Svea S, DJ Dokkedal, Elsked, Lord Siva og Karl William vil alle stå på scenen og levere uforglemmelige optrædener, der spænder fra elektronisk musik til pop og hip-hop, skriver festivalen selv i en pressemeddelelse.
Revet væk
Billetterne til ’Sommersol på Slottet’ er blevet revet væk, med over 3.000 solgte billetter ud af de 4.000 tilgængelige. Lørdagsbilletterne er tæt på udsolgt, mens der stadig er mulighed for at sikre sig billetter til fredagens arrangement samt partoutbilletter til begge dage.
Du kan få mere information om festivalen og billetter ved at besøge festivalens officielle hjemmeside på sommersolpaaslottet.dk.