Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Siden København-Ringsted-banen og Køge Nord Station åbnede i 2019, er strækningen blevet enormt populær hos pendlerne, der rejser ude fra Sjælland og ind mod København. Faktisk så populær, at der er risiko for at tvinge bilisterne ud af togene igen og tilbage til motorvejskøen.
Årsagen er mangel på parkeringspladser ved knudepunkterne, hvor motorvejen krydser jernbanen. Myndighederne har endnu ikke realiseret den planlagte mængde parkeringspladser ved den fem år gamle station ved Køge Bugt Motorvejen, der skal gøre det muligt for langdistancependlerne at køre det første stykke af strækningen ind mod hovedstaden, stille bilen, og så hoppe over i toget der, hvor trafikmængden begynder at spidse til.
Da Køge Nord Station åbnede en solskinsdag i maj for fem år siden, var det på tegnebrættet, at parkeringspladsen, der i dag har 650 pladser, med tiden skulle udvides til 2700 p-pladser. Men det er ikke sket, som Sjællandske Nyheder har beskrevet. Foreløbig har Køge Kommune godkendt en lokalplan med 250 nye parkeringspladser, så det samlede antal kommer op på 900. Men udbygningen lader vente på sig.
Det er Køge Kommune og DSB, der i fællesskab skal finansiere udbygningen af parkeringspladsen. Men dels risikerer Køge Kommune at ramme det kommunale anlægsloft, og dels er det svært i en trængt kommuneøkonomi at finde halvdelen af de ti millioner kroner til flere parkeringspladser til pendlere, som for en stor dels vedkommende kommer kørende fra andre kommuner.
Køge har rakt ud til blandt andre Københavns Kommune, som gerne vil være med til at betale for at holde en del af bilerne ude af hovedstaden. Men den kommunale styrelseslov tillader ikke, at en kommune investerer i en anden kommune.
Problemet begrænser sig ikke til Køge Bugt Motorvejen og København-Ringsted-banen. Langs med Helsingørmotorvejen, Motorring 3 og Hillerødmotorvejen mangler der også pendlerparkering til nordsjællænderne.
Mantraet for kollektiv trafik har i årtier lydt, at vi skal have pendlerne ud af bilerne og over i toget. Det var en af hovedårsagerne til, at Folketinget vedtog, at der skulle anlægges en ny jernbane fra Midtsjælland til København. Men det er ærgerligt, når man investerer massivt i kollektiv trafik, at man ikke kommer helt i mål med strategien, fordi der mangler noget så enkelt som parkeringspladser.
Derfor bør man gøre det mere smidigt at anlægge disse pendlerparkeringer, så kommuner kan gå sammen om finansieringen.
Eller også bør man anse pendlerparkering som en del af den statslige forpligtelse til at sikre funktionel infrastruktur, på lige fod med motorvejsasfalt og jernbaneskinner, og ikke en lokal opgave.
Katrine Wied