Erhverv: Nu lanceres et dedikeret vikarbureau for seniorer i Danmark, som allerede er et velafprøvet koncept i Sverige.
Det nystartede Seniorstyrken vil give arbejdssøgende pensionister mulighed for fleksibelt deltidsarbejde - samtidig med at danske virksomheder kan drage fordel af erfaren og kompetent arbejdskraft.
11.500 ansatte i Sverige
Den svenske pendant, Veteranpoolen, har eksisteret siden 2007 og er blevet den førende aktør inden for seniorbemanding i nabolandet med cirka 11.500 ansatte pensionister.
Ideen bygger på, at alle pensionister kan tilslutte sig Seniorstyrken og matches med opgaver, der passer til deres kompetencer og ønsker.
I Sverige tilbydes seniorernes tjenester både til private og virksomheder - her i Danmark retter man indledningsvis fokus mod virksomhedskunderne.
– Vi ved, at der er stor efterspørgsel fra danske virksomheder efter midlertidig arbejdskraft ved f.eks. arbejdsophør, ferie og sygdom uden behov for ansættelse. Seniorstyrken tilbyder en "win-win-løsning", hvor de arbejdende pensionister får socialt samvær og en løn ved siden af pensionen, som giver krydderi på tilværelsen, samtidig med at de danske virksomheder får adgang til fleksibel og erfaren arbejdskraft, forklarer direktør Jarl Romlycke i en pressemeddelelse.
Kontorer i København og Roskilde
Med start i København og Roskilde, som har hvert deres lokale Seniorstyrken-kontor, er planen at rekruttere 120 pensionister i løbet af 2024 og yderligere 300 næste år.
På trods af at virksomheden blev lanceret den 1. maj i år, er flere kundeopgaver allerede i gang. En af dem er for Transdev, som er togoperatør for Øresundstog i Sverige og kører over broen til Danmark.
– Vi har fået meget positiv respons fra de danske pensionister. Opgaven for Transdev har fået næsten 80 ansøgninger på bare en uge. Inden længe vil vi indkalde de mest egnede kandidater til interview, fortæller Michael Kilbo, chefkonsulent for Seniorstyrkens kontor i København.
Målet er på længere sigt at kunne tilbyde Seniorstyrkens tjenester overalt i Danmark.
jesl