Sådan kom politiet på sporet af 33-årig tiltalt

Første dag i retssagen, hvor en 33-årig mand er tiltalt for blandt andet drab, voldtægt og drabsforsøg er overstået. Pressen blev sendt ud af retssalen sidst på dagen, men forsvarer Karina Schou og anklager Susanne Bluhm mødte den fremmødte presse og stillede op til spørgsmål fra journalisterne om den første retsdag.

En sag Sjællandske Nyheder har dækket massivt med blandt andet enliveblog, hvor der var masser af gode spørgsmål fra læserne.

- Et af bevistemaerne er dna-beviset, som kommer til at spille en central rolle. Et af beviserne er, at der var fundet dna, der med meget stor sandsynlighed stammer fra Emilie Meng på en rulle tape hjemme hos den tiltalte, sagde Susanne Bluhm.

Hun fortalte også, at man kom på sporet af den 33-årige tiltalte, da man fik videoovervågning af den hans bil, som man fangede på video i området omkring Kirkerup.

- Det var en video fra Kirkerup omkring det sted, hvor pigen forsvandt, hvor man kunne se blandt andet den tiltaltes bil. Da politiet blev opmærksom på, hvem der ejede bilen, blev den tiltalte anholdt. Man kunne se bilens registreringsnummer, og på den måde fandt man frem til ham, fortalte Susanne Bluhm.

Fortsætter onsdag

Onsdag fortsætter afhøringen af den tiltalte om først forholdene begået mod den daværende 13-årige pige fra Kirkerup. Den del af den tiltaltes forklaring bliver givet bag lukkede døre.

Det skyldes blandt andet hensynet til den 13-årige pige, der ifølge anklageskriftet er blevet udsat for blandt andet trusler, tvang og voldtægt, og retten vurderede altså, at det ville være særligt krænkende for den 13-årige, hvis forklaringerne kom frem.

Den tiltalte, også kaldet Korsørmanden erkender delvist forholdet om sagen fra Kirkerup. Han erkender blandt andet langvarig frihedsberøvelse, ulovlig tvang og andet seksuelt samleje end voldtægt mod den 13-årige pige. Men han nægter alt i forhold til Emilie Meng og efterskoleeleven fra Sorø.

Også den 33-åriges forsvarer Karina Skou mødte den fremmødte presse efter første retsdag.

Hun blev spurgt, hvordan hendes klient havde haft det på den første dag i retssagen.

Det ville hun dog ikke sige noget om.

Karina Skou blev også spurgt til, hvad hendes klient havde at sige til fundet af taperullen, der blev fundet hos den tiltalte.

- Det har jeg ingen bemærkninger til. Jeg skal ikke stå her og procedere sagen. Tingene kommer frem i retten, siger Karina Skou.

Retssagen fortsætter onsdag, og der ventes dom 28. juni.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...