Debat: Er Novo Nordisk farlig for Kalundborg?

Kurt Sørensen, Kalundborg

Hvor farlig er Novo Nordisk for Kalundborg? Spørgsmålet er naturligvis uartigt, men uhyggelig aktuelt efter en voldsom brand fra industriområderne forleden, med kulsorte røgskyer over byen, som bekymrede mange.

Spørgsmålet aktualiseres også af Novoensis nye investering på 2 milliarder i spildevandsrensning i Kalundborg. Her skal vandet renses og på en eller anden måde ledes - hvorhen? I Kalundborg fjord - og med hvilke resterende giftstoffer? I forvejen er Novo Nordisk i Ballerup under anklage for “miljøsjusk” fra Danmarks Naturfredningforening for at lede spildevand ud i en fredet mose i Nordsjælland. Hvilke konsekvenser har fx Cheminova ikke haft for Thyborøn, IWSs spildevandsanlæg for Skælskør eller Koppers for Nyborg, der af danske miljømyndigheder har fået tilladelse til at udlede flere giftstoffer end EUs vandrammedirektiv tillader?

Det planlagte rensningsanlæg vil samtidig skulle producere overskudsvarme nok til opvarme 44.000 husstande. Hvilke afledte tekniske fordelings- eller rørsystemer kræver det i byens gader og veje? I forvejen må byen jo allerede investere i kostbare vejanlæg til trafik til og fra medicinalfirmaets store byggerier, som helt ændrer købstadens udseende og samspil med det omliggende landskab. Tåler byen mere trafik og infrastruktur til industriformål?

Øjensynlig jubler byrådet i Kalundborg over den nye kæmpeinvestering fra Novo Nordisk i købstaden. Men som borger er spørgsmålet også, om der egentlig er noget at juble over, bortset fra de økonomiske “genvinster” i form af stigende huspriser og huslejer? Forleden forlød det om en månedlig husleje på 30.000 kr for stueetagen i en villa i byen. Det giver et fingerpeg om et huslejeniveau, som mange måske ikke magter.

Noget tyder efterhånden på at Kalundborg er ved at blive en filial af et af de allerstørste firmaer i verden - og at borgerne måske kan havne som gidsler i et farligt økonomisk og giftigt miljø i en ukendt fremtid. Hvilke skjulte aftaler træffer borgmesteren med medicinalfirmaet? Og har byrådet gjort sig klart hvilke konsekvenser den igangværende industriudvikling har for bekymrede borgerne?

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...