Af Louise Zabel (SF), medlem Hørsholm Kommunalbestyrelse
På det seneste møde i Kommunalbestyrelsen kunne vi for anden gang godkende Hørsholm Kommunes borgerrådgivers årsrapport med stor tilfredshed.
Tilfredshed, fordi jeg som SF-politiker og én af byens mange forældre ved, hvor meget en borgerrådgiver kan gavne borgere og familier i knibe, når det kniber med samarbejdet med kommunen, fx om deres børns ve og vel.
Det er vel at mærke børnenes og familiernes fremtid, der er til forhandling, og vi kan som kommune stadig lære meget i forhold til at sikre de bedste løsninger SAMMEN med forældrene. Netop det sætter borgerrådgiverens første to årsrapporter fokus på.
I 2022 blev der andet sat fokus på tydeliggørelse og ensretning af afgørelser, så både skoler og forældre ved, hvor når der er tale om en afgørelse i juridisk forstand, herunder klagemuligheder.
I 2023 blev der sat fokus på styrket og tættere forældresamarbejde, ikke mindst forældreinddragelse i de mange børnesager, hvor forældrene i den grad skal lyttes til og samarbejdes med for at sikre den rette løsning for deres børn.
Forvaltningen har taget godt imod borgerrådgiveren og de anbefalinger og den vejledning, han har udført. Det er alfa og omega for, at borgerrådgiverens arbejde lykkedes. Navnlig når det handler om at skabe kulturforandringer og ændret praksis, hvor borgerne sættes i centrum. Ikke bare som 'klient', men som samarbejdspartner og medansvarlig for at skabe de rette løsninger med borgernes retssikkerhed som anker.
Så selvfølgelig skal vi fortsætte den nuværende ordning med en delt borgerrådgiver med Allerød Kommune. Vi skal sikre, at borgernes retssikkerhed hviler et trygt sted.
Det får vi med vores borgerrådgiver. Det var derfor SF kæmpede i Folketinget for at skabe den pulje, der har gjort det muligt. Og det var derfor Ib Tune Olsen og jeg i januar 2021 opfordrede den tidligere kommunalbestyrelse til at søge midlerne og komme i gang.
Og det er derfor jeg som nyt kommunalbestyrelsesmedlem i 2022 var med til at beslutte regler og rammer herunder sikring af neutralitet og uafhængighed af forvaltningen for vores borgerrådgiver. Hurra for borgerrådgiveren.