Halvdelen af eleverne har forladt efterskole

Et kæmpe elevfrafald har efterladt bare 40 ud af 77 elever på New Nordic Youth i Nordsjælland. Foto: Allan Nørregaard

Et kæmpe elevfrafald har efterladt bare 40 ud af 77 elever på New Nordic Youth i Nordsjælland. Foto: Allan Nørregaard

Da skoleåret på efterskolen New Nordic Youth i Torup startede i august sidste år, stod en helt ny årgang med 77 elever klar til at tage hul på et ophold med fokus på nye venskaber, design og entreprenørskab. Men ni måneder senere er kun omkring halvdelen af eleverne tilbage - resten er stoppet i utide og flygtet fra efterskolen, der tidligere på ugen var centrum for en demonstration.

Det store elevfrafald kan aflæses sort på hvidt i tal fra Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik, hvor skolernes elevtal måned for måned kan følges i det indeværende skoleår. Her fremgår det, at antallet af unge på efterskolen er raslet ned.

Ministeriets statistik starter først i september, men Sjællandske Medier har af flere kilder tæt på efterskolen fået oplyst, at der ved skoleårets start var 77 elever registreret på New Nordic Youth. Ni måneder senere - i april 2024 - er der i følge uddannelsesstatistikken et elevtal på bare 40.

Ifølge Efterskoleforeningen kendes den gennemsnitlige frafaldsprocent på landets efterskoler først, når skoleåret slutter. Men sidste år var frafaldsprocenten 13, og inden da lå den ifølge Efterskoleforeningen nogenlunde stabilt på 11 procent i en længere periode.

Det er milevidt fra New Nordic Youths frafaldsprocent, som indtil videre i år er 48.

Solgt et glansbillede

Sjællandske Nyheder har været i kontakt med flere forældre, som har trukket deres børn ud af skolen. Blandt dem er Andrea Søgaard, der i januar trak sin søn Rasmus ud.

- Jeg tænker, at skolen slet ikke har de kompetencer, der skal til for at drive efterskole. De har ikke forstået, hvad opgaven gik ud på og at have med unge mennesker at gøre, siger Andrea Søgaard.

Rasmus var meget opsat på at starte på New Nordic Youths gamedesign-linje, men allerede på første introaften blev Andrea Søgaard bekymret over, hvad hun så.

- Jeg synes, at det skinnede igennem, at de ikke havde de nødvendige pædagogiske kompetencer. De var lidt smarte og havde fancy linjer, men jeg savnede, at de overbeviste mig om, at de vidste, hvordan man har med unge mennesker at gøre. Der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var værre, end jeg frygtede, siger Andrea Søgaard.

Efter få måneder af skoleåret blev en Facebook-gruppe for forældre til børn på skolen oprettet. Her fandt hun ud af, at mange elever og lærere på Rasmus’ årgang allerede var stoppet. Efterfølgende bliver det store elevfrafald diskuteret drøftet på et hasteindkaldt forældremøde.

- Vi oplevede en ledelse, der ikke var interesseret i dialog med os forældre, eller som forsøgte at løse det i fællesskab. Det var ansvarsfralæggelse og bortforklaringer om unge med hjemve og sneboldeffekt, siger Andrea Søgaard.

Derefter sluttede året, hvor Rasmus’ skulle modnes og opleve efterskoleånden også i utide. Hun kalder hans ophold på New Nordic Youth en ekstremt skuffende oplevelse. For selvom han undervejs fandt gode venner, som gjorde opholdet tåleligt, så var det fagligt og udviklingsmæssigt tidsspilde.

- Jeg synes, at de har svigtet. De har prøvet at sælge os et glansbillede, og vi har ikke en chance for at gøre det om. Det år på efterskole er gået, og nu kan vi kun advare andre om ikke at begå den samme fejl, siger Andrea Søgaard.

Det første rul

I efterskolens ledelse mener man, at der særligt er tre årsager til elevfrafaldet: hjemve, sneboldeffekt og unge med personlige problemer. Det står klart i et skriftligt svar, som skoleleder Dennis Perschke har sendt på en række spørgsmål fra Sjællandske Nyheder.

Her gør han det klart, at der altid vil være et “første rul” af elever, der har hjemve eller føler, at efterskolelivet ikke lever op til deres forventninger, og derfor forlader efterskolen.

“Det er svært at dæmme op for, selvom vi forsøger at forberede eleverne bedst muligt til efterskolelivet på forhånd, men når man har sagt farvel til forældre og søskende, rammer virkeligheden for nogle på den hårde måde. Vi hører også fra andre efterskoler at antallet af elever, der stopper i de første måneder, har været stigende igennem de sidste år, skriver Dennis Perschke.

Han gør det klart, at det første frafald af elever udløste en ”sneboldeffekt” blandt nogle af de elever, der var tilbage, og nogle af dem valgte at forlade efterskolen i løbet af efteråret.

Snebolden ruller igen

På det her tidspunkt er der ifølge ministeriets uddannelsesstatistik stoppet 14 elever, men i december, januar og februar fortsætter elevflugten.

- I løbet af december måned oplever vi, at nogle elever har så massive personlige problemer. Dem forsøger vi at løse sammen med forældrene. Men vi må desværre konstatere, at elevernes udfordringer er så komplekse, at vi til sidst må afslutte samarbejdet med nogle af dem, også for at drage omsorg for de elever, der fortsætter på efterskolen, så vi sikrer, at disse elever får et så positivt og lærerigt år hos som muligt, skriver Dennis Perschke.

Ifølge skolelederen medfører den komplicerede proces, der både involverer forældre og i ét tilfælde kommunen, desværre store negative konsekvenser for de andre elever og udfordrer i den grad fællesskabet og sammenhængskraften. Og så ruller snebolden igen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe trygge og positive rammer, men uheldigvis opstår der en negativ stemning blandt nogle af eleverne, hvilket afstedkommer at endnu en gruppe af elever vælger at stoppe op til jul. Da eleverne kommer tilbage fra juleferie, oplever vi, at endnu en række elever forlader efterskolen. Det tolker vi helt klart igen som en ”sneboldeffekt” fra efterårets udmeldelser, siger Dennis Perschke.

Han slår fast, at skolen siden januar har arbejdet intensivt med fokus på yderligere trivsel hos eleverne for at skabe den nødvendige ro til, at alle bliver en del af et givende og lærerigt fællesskab.

- Siden vinterferien vi ikke sagt farvel til nogle elever, lyder det i efterskolelederens skriftlige svar.

Dennis Perschke afviser også Andrea Søgaards kritik af efterskolens manglende pædagogiske kompetencer:

- Vi oplever ikke en generel mangel på pædagogiske kompetencer blandt efterskolens medarbejdere, skriver han og fortsætter:

- Som tidligere nævnt har vi, som de fleste andre efterskoler, oplevet udfordringer når det gælder nogle elevers trivsel, forventningsafstemning til et efterskoleophold og det forpligtende fællesskab og disse udfordringer har vi forsøgt at løse så godt, vi overhovedet kunne.

New Nordic Youths elevtal - skoleåret 2023/24
august 2023* 77
september 2023: 73 73
oktober 2023 68
november 2023 63
december 2023 55
januar 2024 51
februar 2024 41
marts 2024 40
april 2024 40
undefined *August indgår ikke i Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik, men Sjællandske Nyheder har fra flere kilder tæt på efterskolen fået oplyst, at der startede 77 elever på New Nordic Youth i august 2023.
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard

Har du et godt tip om denne eller andre historier, kan du kontakte journalisten på kasper.doenbo@sn.dk eller telefon: 47724871

Kom ind og deltag i debatten om denne og andre artikler på vores Facebookside: Halsnæs sn.dk

Du finder siden .

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...