Cykeltyv med økse blev hurtigt fanget

En tyv havde valgt et noget usædvanligt redskab.

En tyv havde valgt et noget usædvanligt arbejdsredskab, da han tirsdag formiddag forsøgte at stjæle en ladcykel på Søndergade i Viby.

Han havde medbragt en økse, som han forsøgte at slå cykellåsen op med. Det blev bemærket af en borger, som ringede til politiet klokken 10.

Da en patrulje kom frem, kunne vidner fortælle, at manden var løbet gennem en tunnel. Kort efter blev den 29-årige øksebevæbnede mand fra Ishøj anholdt.

Han fik ikke stjålet ladcyklen, men blev sigtet for at overtræde våbenloven, da han ikke havde et »anerkendelsesværdigt formål« med den, som det hedder på politisprog.

Manden blev løsladt efter afhøring og får afgjort sagen senere.