Det lille Vasebakkegård Museum i Åmosen åbner dørene for publikum tre gange i løbet af sommeren.
Verup: Søndag den 27. juli, lørdag den 2. august og lørdag den 9. august er der åbent fra klokken 10 til 16 i det lille private museum på Vasebakkegård.
Udover den 200 år gamle Vasebakkegård, der er bevaret næsten uændret og stadig rummer de gamle landbrugs- og køkkenredskaber, er der i år en særudstilling af effekter fra det nedlagte Karsholte Savværk.
Der er også en temaudstilling om biavl i 40'erne og 50'erne, og så er selve samlingen udvidet til at omfatte et større område med legetøj.
Fokus på tørveproduktionen
I vognporten kan man også se tørveredskaber, der er benyttet i Åmosen i forbindelse med produktion af tørv i Verup og Bodal Moser.
Her er for eksempel en tørvejumpe, som man hældte tørven op i, og blandende den med vand.
- Man spændte en hest for, og så blev tørven blandet godt og grundigt med vand og lagt ud i en bræmme på jorden. Her brugte man forskellige river til at inddele tørven i firkantede stykker. Tørven skulle tørre i en uges tid og vendes, det brugte man også specialredskaber til, og det er dem, jeg har samlet og udstillet her, fortæller Axel Borch-Jensen.
Tørven skulle vendes og stables i røgler, en pyramideformet konstruktion, hvor luften kunne komme ind og tørre tørven.
Tørvejord findes i vådområder og er i virkeligheden plantedele, der har ligget i vand i tusindevis af år.
Især under 2. verdenskrig gravede man tørv og udstillingen indeholder også en kopi af en artikel fra Billed Bladet fra 1943 om de mange københavnede, der i krigsårene tog til Bodal og Verup Moser for at grave tørv.
- Der blev faktisk oprettet en børnehave for de mange børn, der var med tørvegravefamilierne og på et tidspunkt var der 44 børn i børnehaven, fortæller Axel Borch-Jensen, der har mange andre gode og finurlige historier om tørvegravningen i Bodal Mose.
Privat museum
Besøget på Vasebakkegård kan kombineres med en tur i Åmosens smukke natur.
Vasebakkegård Museum er et privat museum, der er oprettet af Via og Axel Borch-Jensen. Museet, der åbnede 1. september 2002, dækker perioden 1880-1970.
Museet ligger på Kærvej 1 i Verup ved Dianalund - lige for foden af Vasebakken, der danner overgangen mellem Åmosen og det højereliggende landskab.
Der tages entré, men børn under 12 år går gratis ind. Der serveres så gratis kaffe.
Udover de særlige åbningsdage kan man besøge museet efter aftale.
Se flere billeder på www.sn.dk/ugebladetvestsjaelland.
ck