Fødevarestyrelsen har konfiskeret tonsvis af gammelt slik fra en gård i Harløse uden for Hillerød. Her har rumænske daglejere været ansat til at fjerne datomærkning på slik, der er blevet for gammel, og sat nye etiketter på, så slikket kan sælges som bland-selv-slik i kiosker.
Det drejer sig om chokoladevarer, toffees og nøddeprodukter, der havde forskellige udløbsdatoer mellem september 2013 og februar 2014. Det skriver Fagbladet 3F.
Det var under en razzia sammen med politi og Skat den 18. juni, at Fødevarestyrelsen fandt slikket, 5 tons i alt. Fagbladet 3F og DR har talt med seks rumænske daglejere, der var ansat på gården indtil midten af maj i år, hvor de blandt andet har pillet datomærker af masser af gammelt slik.
- Der kom en ny lastbil med slik to til fire gange om måneden. Jeg har været med til at skifte datomærkerne på 300 - 400 paller med slik, siger Lucian, en af de rumænske arbejdere, til DR Nyheder.
Ifølge DR Nyheder arbejdede rumænerne om natten. De rumænske arbejderne har meldt ejeren af virksomheden til politiet, og i følge DR efterforskes sagen nu af Nordsjællands Politi i samarbejde med SKAT og Fødevarestyrelsen.
Men det er ikke kun slikket, det er galt med på gården i Harløse. I følge Fagbladet har 3F Frederiksborg og HK i halvandet år undersøgt virksomheden, som er ejet af David Servet Yüksel. De mener, at der foregår udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft på gården.
Fagbladet 3F har stillet David Yüksel flere spørgsmål om det gamle slik. Men han skriver, at han vil ikke kommentere sagen før, Fagbladet 3F har fremsendt »dokumentation for jeres udokumenteret beskyldninger«.
