Chokerende nyt om bus 383

Vi har i referatet fra Fredensborg Kommunes Plan- og Miljø- og Klimaudvalgsmøde d. 3. juni erfaret, at bus 383, der betjener Kokkedal Øst, ikke er blevet genforhandlet med Movia for 2015. Hvad mon vores politikere har tænkt på? Vi er cirka 3000 borgere, der bor i Kokkedal Øst. I 2013 indsamlede vi 1100 underskrifter for at vise, hvor stor interesse der er for at bevare en bus.

Nedenstående gruppe har foretaget sin egen optælling af passagerer med bus 383 i morgen og formiddagstimerne i januar og marts 2014, og vores tal stemmer bestemt ikke overens med Movias. Det kan godt være, at Movia mener, at der er for få passagerer, men for dem, der dagligt bruger bussen og andre, er det en vigtig livlinie til det samfund, som vi er borgere i. Vi kan remse en lang række ting op, som borgere uden bil skal bruge bussen til: læge-tandlægebesøg, bank, indkøb med videre. Vores skolesøgende børn og unge i uddannelser skal kunne komme fra og til deres hjem. De fleste ældre vil ikke være i stand til at skulle transportere indkøb hjem fra Kokkedal Station. Uden bus kan vi heller ikke komme til Borgerservice på Rådhuset eller Føtex og Rema 1000 på Egevangen.

En Flexbus vil være en dårlig løsning. Den er dels for dyr, og den skal jo bestilles mindst 2 timer før, og der skal betales med kontanter. Hvor mange ved nøjagtigt, hvornår de kommer hjem fra en teaterforestilling eller familiebesøg. Desuden er Kystbanen ofte forsinket, hvis man kommer hjem med den til Kokkedal Station og skal videre til Kokkedal Øst. Mon Flexbussen venter?

Vi lever i dag i et moderne samfund, hvor det er en menneskeret at kunne komme omkring. Vi har råd til at bygge sportshaller i Fredensborg Kommune for millioner af kroner, så der burde bestemt også være råd til bus 383, så ældre fra 2015 ikke skal være stavnsbundne til at sidde og kigge ind i de 4 vægge i deres hjem som i tidligere tider.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...