70 kunstnere og bands, der tidligere har spillet på Ringsted Festival, er inviteret med, når festivalen fejrer sin 10. udgave den 31. juli, 1. og 2. august.
For de tidligere ni års festivaloplevelser skal gengældes med masser af kærlighed. Det er festivalleder Anders Sørensens udgangspunkt for de tre dages musikfest i ringsted.
- Årets tema er 'kærlighed'. Vi giver en masse kærlighed til publikum, laver en ti meter lang "Kærlighedsvæg" på festivalpladsen, og vi skal hylde par, der har fundet hinanden på vores festival. Der er endda et lokalt par, der skal fejre deres kobberbryllup på festivalen med inviterede venner og familie. Og så tænkte vi; hvad med kærlighed til musikken? Og så vi besluttede vi os for at invitere alle de bands og kunstnere, der i de seneste ni år har spillet på Anlægsscenen. De har jo i den grad været med til at gøre Ringsted Festival til den festival vi nu skal fejre. Så kan vi på den måde give en masse kærlighed tilbage til musikken, siger Anders Sørensen.
Der bliver derfor et særligt backstage-område til jubilæumsgæsterne, hvor de kan hygge sig med deres venner.
-Vi håber jo at de fleste af jubilæumsgæsterne kommer lørdag, hvor vi blandt andet med to store jubilæumsshows fejrer vores 10 års jubilæum. Men de er selvfølgelig også meget velkomne torsdag fredag. Vi har rigeligt med kærlighed til alle tre dage, siger Anders Sørensen, der blandt andet har inviteret Thomas Helmig, Level 42, Kim Larsen, Johnny Deluxe og Shu Bi Dua.
