Mændene fylder på Kærlighedsøen

Programmet for musikken på »øen« under Ringsted Festival er nu klar.

Programmet for musikken på »øen« under Ringsted Festival er nu klar.

Syv mænd, fire kvinder og et orkester med mandlig forsanger har nu sagt ja til at spille på Ringsted Festival på Kærlighedsøen.

Musikken på øen begynder på festivalens første dag, torsdag den 31. juli, klokken 17 med Nana Schwartzlose, som har evner for at formidle sanselig sårbarhed med drama under overfladen.

Klokken 19 følges hun af Anine Cecilie med følsomme folkesange, og bagefter kommer Christine Liebman med sin moderne, nordiske tone indenfor pop/rock-genren.

Torsdag aften rundes af med kærlighedsøens første mand: Mads Otzen. Hans stil er pop med en rocket kant.

Fredagsrock

Øens program åbnes fredag den 1. august klokken 15 af Line Bøgh, hvis livekoncerter ledsages af et stemningsfuldt set-up med blandt andet harpe.

Det bliver mere gammeldags rock'n'roll'et, når hun klokken 17.30 følges af Jakob Speake.

En time senere optræder Jonas Willumsen, der var sanger i hedengangne Entakt. På Øen stiller han med sit første soloprojekt, som rummer sange, der bevæger sig mellem pop, indie, rock og jazz.

Klokken 20.30 følger ø-programmets eneste rockband: Principal.

På øen er der også kommet et par lokale musiknavne med i programmet.

Lørdag klokken 14 åbner Ordstrøm for musikken. Bag Ordstrøm gemmer sig Frederik Groth Nordstrøm fra Ringsted. Gengangere til festivallen vil vide, at han også optrådte på øen sidste år.

Ordstrøm følges klokken 15 af Kasper Søegaard, som stammer fra Ringsted, men nu bor i København, hvor han tidligere i år kunne fejre udgivelsen af sit første album, »Hilser på solen«.

Efter Kasper Søegaard følger Finn Irs Band fra Roskilde. Bandets optræden begynder klokken 17.15 og rummer alt fra følsomme ballader til solid rock.

Øens program slutter lørdag aften med Steffen Brix Band anført selvsagt af Steffen Brix, der regnes for en af landets bedste guitarister. Han har spillet sammen med mange andre, men er nu i gang med sit eget album med funky pop og rock.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...