Ny Opel-forretning åbner i Hillerød

Det er et erfarent Opel-team, der den 1. juli åbner Opel-salg og -service på Lokesvej i Hillerød.

Unicars A/S har i de seneste år drevet Opel-forretning på Kongevejen i Birkerød med salg og service af personbiler og varebiler.

"Vi er utrolig glad for, at vi har fået denne mulighed for at udvide forretningen. Det kommer på et godt tidspunkt for os. Opel i Tyskland er i fuld gang med en omfattende modelfornyelse med mange nye modeller og nye endnu mere økonomiske motorer," udtaler Unicars' administrerende direktør og ejer, Thomas Ølshøj, i en pressemeddelelse.

Han mener, at en satsning på ét mærke i en forretning er noget, kunderne værdsætter:

"Opel fortjener en single brand-forretning i Hillerød, og det er en bevidst strategi, at vi kun forhandler ét bilmærke. På den måde kan vi fokusere på mærket og yde den bedste service over for de mange kunder i Nordsjælland, som enten allerede har en Opel eller ønsker at købe en ny eller brugt Opel", udtaler han.

Den tidligere Opelforhandler i Hillerød og Frederikssund er ophørt per 1. maj i år. Dermed får Unicars nye Opel-forretning et meget stort ansvarsområde, idet både nærområdet omkring Hillerød skal serviceres, og også Frederikssund, Ølstykke, Ølsted, Stenløse Skibby og Jægerspris nu varetages af Unicars' to bilhuse.

Unicars i Hillerød får hele Opels modelprogram inden for personbiler fra den mindste Adam til den største Insignia. Forretningen repræsenterer også, som noget nyt for området, hele Opels varebilsprogram.

Hillerøds nye Opel-forretning får til huse i den store Connection/Peiter Olsen-ejendom, som ligger ud til Egespurs Alle, tæt på Bauhaus og centralt i Hillerøds bilkvarter.

"Det er et perfekt lejemål for os, fordi det er rigtig gode lyse lokaler, og der er plads såvel inde som ude til, at vores forretning kan blomstre og udvikle sig," siger Thomas Ølshøj.

To bilfolk fra Birkerød kommer til at stå for den daglige ledelse i bilhuset - salgschef Kurt Nielsen og værkstedschef Claus Rahbek Olsen.

Unicars A/S beskæftiger knap 30 medarbejdere og forventer at skulle ansætte 8-10 nye medarbejdere over de næste 12-18 måneder. Med udvidelsen til Hillerød bliver Unicars A/S den største forhandler på Sjælland med udelukkende Opel i forretningen. Mdt

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...