Zenia Stampe og Martin Lyngbo har mistet for tidligt født datter

"Det gør mig så afsindigt ondt at høre, at I har mistet jeres lille pige. Godt at I er der for hinanden i en svær tid".

Over 500 har i kommentarer på Facebook tilkendegivet deres medfølelse over for folketingsmedlem Zenia Stampe og teaterdirektør Martin Lyngbo, som på Facebook har fortalt, at de har mistet deres datter.

"Vores lille datter Olga blev født alt for tidligt, og hun klarede ikke fødslen. Det var på tærsklen til uge 24, og medicinsk forekommer det, at børn overlever også så tidlig en fødsel. Men det skete altså ikke i vores tilfælde," skriver Martin Lyngbo i et brev, som Zenia Stampe har offentliggjort på sin Facebookprofil.

"Efter fødslen fik vi mulighed for at være alene med Olga i nogle timer. Hun var helt perfekt, et fuldt og færdigt lille barn, men meget, meget lille. Hun vejede kun 612 gram, da hun kom ud. Dagen efter lagde vi hende ned i en meget lille kiste med nogle blomster," skriver han og fortæller, at parret var indlagt i ni dage, inden de igen kunne komme hjem til Hillerød til deres to andre børn.

De forsøger nu at bearbejde sorgen og tale sammen hele tiden, men, som Martin Lyngbo skriver, går parret "en mærkelig sommer" i møde:

"Der er en masse sorg at bearbejde. Og en masse forestillinger om det nye liv med først højgravid mave og siden en ny baby, som skal revurderes. Men grundlæggende er vi jo glade for det liv, som vi kommer tilbage til. Og der er masser, der ligger foran os. Vi håber også, at alt det, der er sket, på et tidspunkt får en placering. Om ikke som noget meningsfuldt - det er nok for meget at forlange - så dog som noget, der kan omfattes og begribes med en slags mild accept. Sådan er det ikke helt lige nu," lyder det fra Mungo Park-direktøren.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...