Den planlagte badedyrsfest på Susåen den 12. juli, der før er blevet omtalt i Sjællandske, er blevet flyttet til Karlstrup Kalkgrav i Solrød.
Det oplyser arrangøren Andreas Skyum.
Årsagen hertil er todelt.
For det første har Andreas Skyum fået flere vrede kommentarer med på vejen.
- Jeg er blevet overfaldet af folk, der bor ved Susåen, og som siger, at jeg har hul i hovedet og ikke kan tillade mig at gøre sådan noget. De var pisse sure, og mente, at idéen var helt hen i vejret, fortæller Andreas Skyum om de henvendelser, han har fået på Facebook.
Og da arrangøren så kunne læse i Sjællandske, at der skal en særlig dispensation til for at få lov at være mere end 35 fartøjer på Susåen ad gangen, var han ikke i tvivl.
- Det gad jeg ikke bruge tid på, siger han, der altså i stedet har rykket festen til Karlstrup Kalkgrav.
