Statens Seruminstitut udpeger Bøgehøjgård i Hornbæk nord fra Helsingør som stedet, hvor den 80-årige mand blev smittet med legionella. Det skriver Frederiksborg Amts Avis fredag.
Statens Seruminstitut har nu færdig undersøgt de prøver, der blev taget på plejehjemmene Strandhøj og Bøgehøjgård i forbindelse med en ældre mands død i slutningen af maj.
Det viste sig, at manden døde som følge af legionella, og i og med at han havde været på begge plejehjem, blev de undersøgt for eventuelle legionella-bakterier. Begge steder fandt man forhøjede værdier, og derfor blev prøverne sendt til Statens Seruminstitut til nøjere analyse for at fastslå, om der skulle være et match mellem den legionella-bakterie manden døde af og den, der blev fundet på de to plejehjem.
- Og det viser sig nu, at der er et match til Bøgehøjgård. Vi kan dog ikke få 100 procent vished for, at den afdøde borger har pådraget sig legionellabakterien på Bøgehøjgård, men der er et match mellem de to bakterie-typer, oplyser direktør Stine Johansen, Helsingør Kommune, til Frederiksborg Amts Avis.
Information
Kommunen havde i går travlt med at orientere de pårørende til beboere på de to plejehjem - ligesom det skete, da legionellaen for to uger siden blev opdaget.
- Vi har lagt stor vægt på information både i forhold til beboere, pårørende pog personalet, og på plejehjemmene har de tacklet situationen rigtig flot, så derfor er alt forløbet fornuftigt og roligt, forklarer Stine Johansen.
- Det er jo vores opgave at sørge for borgernes sikkerhed. Og når en borger dør som følge af legionella, tager vi det meget alvorligt. Det gjorde politikerne også, da de straks bevilgede 1,1 millioner kroner så der kunne iværksættes foranstaltninger for at undgå gentagelsestilfælde, understreger Stine Johansen.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis.
