SLAGELSE: Slagelse Gymnasiums rektor, Iver Grunnet, mener, at straffen på 30 dages betinget fængsel og samfundstjeneste til den 18-årige, tidligere elev på skolen, er passende.
Eleven indtelefonerede den 17. december sidste år en bombetrussel mod gymnasiet og var årsag til, at hundredvis af elever blev evakueret og for en dels vedkommende fik afbrudt de prøver, de var i gang med.
Blot dage efter blev han afsløret og anholdt, og siden fik han en klar besked fra uddannelsesinstitutionen på Willemoesvej: Skrid, her kan du ikke være elev mere.
- Det er godt, at han mærker en konsekvens af sine handlinger, for man kan selvfølgelig ikke opføre sig på den måde, han har gjort, siger Iver Grunnet.
- Jeg synes også, at straffen er på sin plads og passende, for han slipper umiddelbart for at skulle i fængsel, og det nytter sjældent noget at havne dér, og den samfundstjeneste, han også er idømt, kan han udføre samtidig med, at han passer sin skole, tilføjer gymnasie-rektoren.
Læs meget mere i Sjællandske torsdag.