Gilleleje: Fredag orienterede Torben Svendsen medlemmerne af Passebækgård Golfklub om salget af gården og banen.
Samtidig kunne han præsentere de nye ejere, parret Anita og Claus Lundbæk.
"Vi synes Passebækgård er et dejligt sted og elsker selv at spille golf og nu havde jeg muligheden", fortæller Claus Lundbæk, der er medejer af et entreprenørfirma i Espergærde, hvor de også bor.
Parret har ikke planer om at flytte ind på Bregnerødvej, men vil til gengæld gerne have flere golfspillere på banen.
"Det er ingen hemmelighed, at det ikke har været en god forretning de seneste par år, men nu er det på vej op igen. Vi vil gerne have 150-200 medlemmer mere og regner med at komme med nogle initiativer senere, hvor vi også vil komme med en plan for de næste tre-fem år", fortæller den nybagte golfbaneejer, der mødte klubbens medlemmer ved præsentationen og i den forbindelse efterlyste gode idéer.
"Hvad ansatte, medlemmer, ja, alle der kender og holder af stedet har af tanker om, og ønsker for fremtiden, vil vi sætte stor pris på at få indsigt i", siger han og opfordrer til at aflevere et par linier, eller en afhandling, på info@passebaekgaard.dk,.
Torben Svendsen og søsteren Anne Grethe besluttede i efteråret at sætte ejendommen, der har været i familiens eje i 150 år, til salg på grund af de interne familiestridigheder.
Familien Svendsens stridigheder kulminerede for et år siden, da de to ejeres bror ødelagde en del at banen med en rendegraver og truede og slog de ansatte. Handlinger han senere fik to års fængsel for. Senere lavede DR en dokumentar om familiestridighederne.
"Det er en glædens dag, men også vemodigt efter 150 år at skulle sige farvel. Det er vores barndomshjem og vi har mange minder som hænger sammen med familiens ejerskab af Passebækgård. Men som vi tidligere har udtalt, er det af kærlighed til stedet at vi sælger det, og fordi vi tror på at salget vil gavne Passebækgård, stedets gæster og medarbejdere fremadrettet", siger Torben Svendsen.
Familien vil stadig komme og spille på banen.
"Claus og Anita har været så flinke at gøre os til æresmedlemmer. Så vi vil følge med fra sidelinien", siger Torben Svendsen, der selv er klubmedlem nummer 1. Han benytter også lejligheden til at takke personale, direktør, bestyrelse og klubbestyrelse for samarbejdet.