Fra jobløs til chefstol

Retromøbler og nipsting fra 1950-1970'erne er in, og genbrugsbutikkerne har kronede dage. I Kalundborg åbner Lars Flygenring en genbrugsbutik på Sydhavnsvej 35, som supplement til forretningen Komplet Rydning, som han startede op for et par måneder siden.

Efter en periode som arbejdsløs tog Lars Flygenring nemlig sagen i egen hånd, og sprang ud som selvstændig den 1. marts og lever nu af at købe og rydde dødsboer, restboer og konkursboer.

- Jeg har jo ligesom alle andre arbejdsløse søgt og søgt, men det gav bare ikke pote, og så tænkte jeg, at jeg ville prøve at skabe mit eget job, forklarer Lars Flygenring om springet fra at være et nummer i arbejdsløshedskøen til direktør i eget firma.

- Selvfølgelig er det en chance at tage, men jeg håber at jeg kan skabe mig en fornuftig levevej, tilføjer han.

En kræmmersjæl

Årsagen til at det blev en virksomhed med genbrug som omdrejningspunkt ligger gemt i forældrenes interesse for kræmmermarkeder og loppemarkeder.

- Jeg har været mange år i vagtbranchen, men jeg føler mig på hjemmebane, når jeg eksempelvis står ude hos folk, og skal hjælpe dem med et dødsbo. Det tiltaler mig og interesserer mig, så derfor blev det denne branche, forklarer Lars Flygenring.

Firmaet kalder han Komplet Rydning, hvor han tilbyder rydning af blandt andet dødsboer, men også rengøring.

Udvider forretningen

Selvom han kun har været direktør i eget firma i få måneder, er han nu klar til at udvide forretningen til også at omfatte en genbrugsbutik på Sydhavnsvej 35 i Kalundborg.

- Det jeg ikke får solgt til faste opkøbere, vil jeg sælge i butikken. Det bliver fortrinsvis møbler og nipsting i retrostil, og lidt antikt, og man vil ikke kunne finde store mængder af sko, tøj, glas og procelæn, fastslår kræmmersjælen, som selv kalder stilen for godt og blandet retro.

I begyndelsen vil der være åbent i Komplet Genbrug om lørdagen fra 9-14, med første åbningsdag 17. maj.

mani

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...