Pakkekup øger sikkerhed på plyndret postcenter

Ringsted: Det bliver sværere for tyveknægte at bryde ind og ribbe Post Danmarks distributionscenter for kundernes pakker fremover.

Da tyve begik det store pakkekup i påsken, kom de udenom alarmsystemet ved at smadre det med hærværk.

Herefter havde de ret frit spil til at rode i cirka 100 pakker og forsvinde igen med et fortsat ukendt antal pakker.

Tyvene blev ikke filmet af overvågningskameraer. Det havde postcentret nemlig ikke.

- Der var planer om at øge sikkerheden på distributionscentret i Ringsted, men tyvene kom os i forkøbet. Planerne bliver nu fremrykket, siger sikkerhedschef Hans Erik Nielsen, Post Danmark, til DAGBLADET Ringsted.

Om øget sikkerhed også betyder opstilling af videokameraer, kan han ikke udtale sig om.

- Det ville have været dejligt, hvis der havde været billeder af tyvene, selv om billeder ikke er garanti for, at de bliver fanget, siger sikkerhedschefen.

I påsken blev et distributionscenter i Slagelse ramt af lignende indbrud og centret i Korsør blev udsat for et forsøg på indbrud.

Politiet er sikker på, at der står flere tyve bag, og der har været en vis planlægning forinden.

Læs mere i DAGBLADET Ringsted

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...