Heiner
Den groteske komedie Syndflod, som Glostrup Amatør Scene præsenterer ved 12 forestillinger mellem 23. maj og 13. juni handler om noget så uhyggeligt som selvmord ved hængning. Men stykkets unge forfatter, Julie Johanne Kierkegaard, får nu også trukket godt ud i smilebåndet hos publikum.
Syndflod er historien om tre vidt forskellige kvinder, der mødes i et sommerhus for at tilbringe deres livs sidste aften sammen. Med sig bringer de reb til at hænge sig i, vin og brød, ønsker, festkjoler, cocktailglas og hver deres syn på Gud og Livet.
Det kommer der en begivenhedsrig aften ud af, for Jacqueline siger, at hendes far er Gud, og det kan Sarah, der engang har set en engel i en ambulance, ikke tåle at høre. Ruth forsøger bare at holde sammen på aftenen og nå hen til selvmordet, men er hendes eget billede af virkeligheden lige så realistisk, som hun giver udtryk for?
Forfatter med lyst til overraskelser
Julie Johanne Kirkegaard, der har skrevet stykket, siger om sig selv:
- Jeg vil gerne fortælle spændende røverhistorier fulde af overraskelser og poesi. Men samtidig er det også vigtigt for mig, at der er et dybereliggende budskab, der er til at få øje på, et budskab, der meget gerne må handle om at mennesket ikke er en øde ø, men del af et fællesskab, en større helhed.
Fakta
Medvirkende i Syndflod er: Tania Reitzel Svejdal, Pernille K. Larsen, Katrine Aagaard. Dorthe Holm instruerer. Læs mere og bestil på www.GlostrupAmatoerScene.dk eller ring til 2683 9070 hverdage 17-19.
HLA
