En brutal pengeindkrævning på Prins Buris Vej i Roskilde førte tirsdag aften til anholdelse af to mænd med tilknytning til det organiserede kriminelle miljø, skriver DAGBLADET Roskilde.
De to mænd blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for vold, trusler og afpresning. Mandag aften opsøgte de en skyldner på hans bopæl og truede med at klippe hans fingre af, hvis ikke han betalte et femcifret beløb.
Rockertyperne brugte også en strømpistol mod deres offer og røvede ham for blandt andet iPhone, tv, radio og værktøj, inden de forlod ham med truslen om mere vold, hvis han sladrede.
De to sigtede, begge muskuløse unge mænd, den ene med tatoveringer i ansigtet og hovedbunden, nægtede sig skyldige i alt. Der er mistanke om medskyldige inden for det organiserede kriminelle miljø. Det er uvist, om det betyder rockerforbindelser, da grundlovsforhøret blev lukket.
